Store multinationale luft øvelser, hvor kombineret luftoperationer kan udføres mod strategiske, og taktiske mål, giver gode uddannelsesmuligheder for alle deltagere.

Men kravene til at være vært for sådan en type øvelse er så store, at der kun er tre træningscentre i verden, hvor de kan finde sted. Af disse er kun et placeret uden for Nordamerika, hvilket er Anatolske Eagle Training Centre (AETC) i Tyrkiet.

Den årlige internationale øvelse, Anatolian Eagle, afholdt på Turkish Air Force 3. Main Jet Base, Konya Air Base, fandt sted i midten af juni. Med de fortsatte kampe mod ISIS i Syrien og Irak, konflikten i Yemen mellem shiamuslimske Houthi oprørere og pro-regeringsstyrker sammen med den konstante uro i Libyen så tæt på Tyrkiets dørtrin, er behovet for at uddanne og samarbejde med NATO og dets mellemøstlige allierede vigtigere end det nogensinde tidligere har været.

Den første Anatolian Eagle øvelse blev afholdt i 2001, efter at behovet for at Tyrkiet fik egne uddannelsesfaciliteter, via modernisering af det tyrkiske luftvåbens fighter flåde, opstod. Efter konflikterne i Bosnien og Kosovo, fik det tyrkiske luftvåben erfaring, og nåede et sådant niveau, at de kunne være vært for deres egne øvelser og tilbyde uddannelse til andre allierede luftstyrker.

Red Flag er inspirationen og grundlaget for Anatolian Eagle øvelserne, og det er derfor ikke underligt at faciliteterne på basen, som f.eks. spisesal og operations bygningerne, er på samme niveau som dem ved Red Flag eller Maple Flag øvelser.

Anatolian Eagle afholdes to til fire gange om året, hvoraf de første er klassificeret som nationale øvelser, mens det tyrkiske luftvåben inviterer allierede kræfter med til en af øvelserne, for at give dem mulighed for at slutte sig til øvelsen på Konya Air Base.

Deltagerne ved Anatolian Eagle har adgang til et træningsområde inden for 300 km, hvor området er beliggende mellem Konya og Ankara, hvilket holder transittiden til et minimum. Inden for dette træningsområde er der tre luft-til-jord ranges, henholdsvis Tersakan, Koc og Karapmar, som alle indeholder jord-til-luft trusler fra SA-6, SA- 8, SA-11 og ZSU 23-4 systemer, som leverer et realistisk miljø for øvelses scenarierne.

Konya Air Base har alle de faciliteter, du ville forvente af et verdensklasse træningsanlæg, men måske er dets bedste funktion den geografiske placering af Konya Air Base, som giver uovertruffen godt vejr, og dermed den bedste mulighed for så få aflyste missioner, som muligt.

Under missionerne sendes al flight information tilbage til command and controlcenter via ACMI (Air Combat Manoeuvring Instrumentation) i realtid. NATO E-3A AWACS, samt det tyrkiske luftvåbens Boeing 737 AEW&C Peace Eagle giver dataforbindelser til andre fly, således at de kan give oplysninger tilbage på mål, placering af venlige, og fjendtlige styrker i området og til at give taktisk information til at besejre de fjendtlige styrker, som så bliver delt til de allieredes fly.

Efter endt missionen, bliver flybesætninger fra både blå og røde forces, debriefed i det store briefing lokale, for at samle erfaringer, og for at forbedre deres færdigheder.

Tyrkiet, der ofte omtales som vejen mellem øst og vest, er let tilgængelige for luftstyrker fra både Europa og Mellemøsten. Luftvåben, som måske ikke normalt er i stand til at træne sammen, får her chancen for at gøre det.

Udenlandsk deltagelse til Anatolian Eagle 15-2 inkluderede Boeing E-3A AWACS fra NATO Airborne Early Warning Force (NAEWF), som er hjemmehørende i Geilenkirchen, Tyskland, men som til dagligt bruger Konya Air Base, som en forward deployment base.

Med de fleste deltagere kommende fra de sydlige NATO-lande og i Mellemøsten, har Anatolian Eagle altid garanteret at tiltrække de vigtigste luftvåben fra de omkringliggende lande. Med den seneste konflikt i Yemen mellem shiamuslimske Houthi oprørere og pro-regeringsstyrker, har den Saudi ledede koalition den seneste tid været involveret i luftangreb mod oprørerne.

Koalitionen består af de Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Qatar, Bahrain, Jordan, Marokko, Sudan, Egypten og Pakistan, hvor det kun var det pakistanske luftvåben der var i stand til at deltage i denne Anatolian Eagle øvelse.

Det pakistanske luftvåben deltog med fire F-16BMs og to F-16As fra 9. Squadron (Griffins) baseret på Mushaf Air Base. Logistikken blev leveret af tre C-130Es fra 6 Squadron (Entelopes), som er baseret på Nur Khan – Islamabad International Lufthavn.

Royal Air Force medbragte seks Eurofighter Typhoon FGR4s, som havde sammensat et team på 20 piloter fra 11. Squadron baseret på RAF Coningsby sammen med omkring 150 ground supportcrew, herunder ingeniører og kommunikation specialister.

US Air Force medbragte tolv McDonnell Douglas F-15Cs fra 493th Fighter Squadron baseret på RAF Lakenheath, og hvor den sidste udenlandske deltager, kom fra det spanske luftvåben, der deltog med seks McDonnell Douglas EF-18A (M) Hornets fra ALA15 baseret på Zaragoza.

Hjemmeholdet, det tyrkiske luftvåben (Türk Hava Kuvvetleri – THvK), deltog blandt andet med følgende frontline fighter enheder:

• 132 Filo “Dagger (Hançer)”
• 141 Filo “Kurt (Wolf)”
• 143 Filo “Öncel”
• 151 Filo “Bronze (Tunc)”
• 152 Filo “Raider (Akinci)”
• 161 Filo “Bat (Yarasa)”
• 162 Filo “Harpun (Zipkin)”
• 182 Filo “Hawk (Atmaca)”
• 191 Filo “Cobra (Kobra)“
• 192 Filo” Tiger (Kaplan)“

Alle opererer forskellige versioner af Lockheed Martin F-16 Fighting Falcon. Turkish Air Force stillede med over 45 F-16 fly til øvelsen. De mange tyrkiske F-16 blev trukket fra hele deres store flåde af Block 30, 40, 50 og 50 + fly fra en række forskellige eskadriller.

De mest bemærkelsesværdige, var de F-16 Block 50+ fly udstyret med konforme brændstoftanke (CFT), og to sædet D version, som har den store firkantede “rygsøjle”.

Det er de nyeste tilføjelser til Turkish Air Force, som er blevet produceret lokalt i Tyrkiet, af Turkish Aerospace Industries (TAI) under Peace Onyx IV aftalen, hvor den sidste blev leveret i 2012.

Turkish Air Force stillede også med McDonnell Douglas F-4E 2020 Terminators fløjet af besætninger fra:

• 111 Filo “Panther (Panter)”
• 171 Filo “Pirates (Korsan)”

De opgraderede F-4E 2020 er i stand til at bruge en lange række moderne våben, herunder laserguidede bomber, og AGM-65 Maverick missiler. Det er stadig en formidabel platform trods den er betydeligt mindre adræt, end mere moderne typer, hvor tilføjelsen af Rafaels Litening III avancerede målsøgnings pod også øger dens effektivitet. Under øvelsen var et par F4-Es udstyret med AGM-142 Popeye missil.

Der blev fløjet to missioner hver dag (Eagle 1 og 2) under øvelsen, med en morgen mission og en eftermiddag mission, hver med op til 60 fly. Under missionerne, gav det tyrkiske luftvåben støtte ved hjælp af air tankning, via deres KC- 135 lufttankere, og taktisk transport med C-130 Hercules og CASA 235s.

Den hjemlige SAR enhed fra Konya Air Base, 135 Filo, med sine Eurocopter AS532UL Cougar helikoptere deltog ikke aktivt i øvelsen, men forblev på CSAR standby i hele perioden, hvis noget skulle gå galt under missionerne.

Værdien af øvelser som Anatolian Eagle kan ikke overvurderes. Tyrkiets beliggenhed, på grænsen mellem Europa og Asien, gør det let tilgængeligt for deltagere fra begge kontinenter at deltage.

Med fremragende faciliteter som dem, der tilbydes af Red Flag i USA eller Maple Flagi Canada, med deres sofistikerede trusselbaserede scenarier, og med svindende forsvarsbudgetter i disse tider, er det let at se, hvordan Tyrkiet og deres Anatolian Eagle øvelse kan være et attraktiv alternativ for nationer, der ønsker fremragende uddannelse i luftkamp, til en brøkdel af de omkostninger det koster at sende deres enheder til Nordamerika.