Aggressors – Forklædt som fjenden

Aggressors – Simulering af fjendens fly

Aggressors fungerer ved visuelt, samt ved at simulere fjendes flyvere og systemer.
De gør det ekstra, for at træningen af morgendagens piloter, kommer til at være så realistisk som muligt.

AF: SØREN NIELSEN

Aggressors Alle kan huske Tom Cruise som Maverick, og Val Kilmer som Iceman i filmen Top Gun, der kæmper for at blive de bedste af de bedste i US Navy. For at blive de bedste, skal de kæmpe imod instruktører, som kun har et i sinde, at være de værste fjender de kunne komme til at opleve i den virkelige verden. Disse instruktører flyver blandt andet A-4 Skyhawk, hvor Maverick og Iceman flyver i de store F-14 Tomcats. Dette blev gjort da A-4’s flyveegenskaber kunne efterligne blandt andet MiG-17. Meget i filmen blev overdrevet, eller fordrejet i forhold til hvordan virkeligheden var. Men der var dog en form for virkelighed i deres scenarier, hvor der på TOPGUN kurserne, blev brugt aggressors til at simulere fjendtlige flyvere, både i udseende, samt manøvredygtighed. En aggressor eskadrille eller adversary squadron er en eskadrille, der er uddannet til at fungere som en fjendtlig styrke i de militære “war games”. Det der gør aggressor eskadriller specielle, er at de bruger fjendens taktik, teknikker og procedurer til at give en så realistisk simulering af luftkamp (i modsætning til træning mod ens egne styrker), som muligt. Da det er upraktisk at bruge rigtige fjendtlige fly og udstyr, er det derfor erstatninger der bliver anvendt til at emulere potentielle modstandere. “USAF konkluderede, at dets tab primært var på grund af MiG angreb bagfra, som man først opdagede da det var for sent. Det var derfor et teknologi problem.” På disse F-5 Tigers fra NSAWC ses de “russiske” numre på snuden tydeligt, lige som den røde stjerne på halen også ses tydeligt.	En F-15C Eagle i en blå, hvid og grå splinter camouflage fra 65th AGRS laver finale drejet på vej ind til landing på Nellis AFB. Top Gun Den første formelle brug af aggressor fly til uddannelse var i 1968 af Navy Fighter Weapons School (bedre kendt som “Top Gun”), som brugte A-4 Skyhawk til at simulere MiG-17. Den store succes med “Dissimilar air combat training” (DACT), førte til en overgang af Navy Instrument Training Squadrons, der blev udstyret med A-4 i Adversary eskadriller på hver Master Jet Base. USAF fulgte efterfølgende trop med deres første aggressor eskadriller på Nellis AFB, der blev udstyret med de lettilgængelige T-38 Talon. I 1968 beordrede Chief of Naval Operations (CNO) Admiral Thomas Hinman Moorer kaptajn Frank Ault til at finde ud af hvad der skyldtes at de amerikanske luft-til-luft missiler, der blev anvendt i luftkampene over Nordvietnam, fejlede. Amerikanerne mistede omkring 1.000 flyvere i omkring en million togter, under “Operation Rolling Thunder”, som varede fra 2. marts 1965 til 1. november 1968. “Rolling Thunder” blev en rorschach test for US Navy og USAF, der trak næsten modsatte konklusioner. USAF konkluderede, at dets tab primært var på grund af MiG angreb bagfra, som man først opdagede da det var for sent. Det var derfor et teknologi problem. USAF reagerede ved at opgradere deres F-4 Phantom II flåde, ved installere en intern 20mm Vulcan kanon (der erstattede kanon-pod’en under flyets bug), udvikle bedre luftbårne radarsystemer, og arbejdede videre på at løse de målretning problemer AIM-9 og AIM-7 luft-til-luft missiler. I maj 1968 offentliggjorde US Navy “Ault Report”, som konkluderede, at problemet stammede fra utilstrækkelig air-crew træning i luftkamp og manøvrering (Air Combat Maneuvering – ACM). Dette blev hilst velkommen af F-8 Crusader enhederne, der havde lavet lobbyarbejde for et ACM træningsprogram siden “Rolling Thunder” begyndte. “Ault” rapporten anbefalede oprettelsen af en “Advanced Fighter Weapons School” for at udbrede fighter ekspertise i hele flåden. CNO Moorer var enig i denne konsultation.

Fighter Weapons School United States Navy Fighter Weapon School blev oprettet den 3. marts 1969 på NAS Miramar, Californien. Skolen blev startet ved hjælp af mange F-8 piloter, som fungerede som instruktører, som blev placeret under VF-121 “Pacemakers” en F-4 Phantom Replacement Air Group (RAG) enhed. Den nye skole modtog relativt sparsomme midler og ressourcer, og byggede samtidig sit pensum op fra bunden. Til støtte for sine operationer, blev der lånt fly fra andre Miramar-baserede enheder, samt andre enheder i US Navy. Formålet med skolen, var at udvikle, forfine og undervise i Dogfighting taktik og teknikker, til udvalgte US Navy flybesætninger, ved hjælp af begrebet Dissimilar Air Combat Training (DACT). DACT bruger “stand-in” fly til simulere fjendtlige fly, så realistisk som muligt. Dengang var det især det russisk-bygget transonic MiG-17 ‘Fresco’, og den supersoniske MiG-21 ‘Fishbed “, som udgjorde en trussel for US Navy. Topgun startede oprindeligt med at flyve A-4 Skyhawk, og lånte USAF T-38 Talons for at simulere de karakteristike flyveegenskaber af henholdsvis MiG-17 og MiG-21. Skolen gjorde også brug af Marine-bemandet A-6 Intruders og USAF F-106 fly. Senere blev T-38’erne erstattet af F-5E og F-5F Tiger II. En F-5 Tiger fra VFC-13 på NAS Fallon taxier ud for at lege “The bad guy” på endnu en mission.	“Efter eksamen, vil disse besætninger vende tilbage til deres enheder, for at give den viden de havde lært på kurset.” Dramatiske resultaterne De aircrew der blev udvalgt til at deltage i Topgun kurset, blev valgt fra front-line enheder. Efter eksamen, vil disse besætninger vende tilbage til deres enheder, for at give den viden de havde lært på kurset, til resten af deres eskadrille, for så selv at blive instruktører. Under den midlertidige pause i bombekampagne mod Nordvietnam (i kraft fra 1968 til begyndelsen af 1970’erne), havde Topgun etableret sig som et videnscenter i dogfighting, taktik og træning. Da flyve missioner over det Nordvietnam blev genoptaget, havde de fleste Navy eskadriller mindst en Topgun kandidat. Ifølge USN var resultaterne dramatisk, US Navy’s kill-to-loss forhold mod Nordvietnamesiske Air Force (NVAF) MiG’er steget fra 3,7:1 (1965-1967) til 13:1 (efter 1970), mens US Air Force, som ikke havde gennemført et lignende træningsprogram, faktisk havde forværret deres kil-to-loss forhold. Succesen af US Navy fighter besætninger retfærdiggjorde DACT skolens eksistens, og førte ti atl Topgun blev en særskilt, fuldt finansieret kommando i sig selv, med sin egen fast tilknyttet materiel, personale og faciliteter. Det var først efter krigen i Vietnam sluttede, at US Air Force indledte et robust DACT program med dedikerede aggressor eskadriller. US Air Force iværksatte også et program til, der skulle simulere de første ti kampmissioner, bedre kendt som Red Flag, samt at United States Air Force Weapons School lagde øget vægt på DACT. I 1996 markerede overdragelsen af NAS Miramar til Marine Corps også at Topgun blev en del af Naval Strike and Air Warfare Center (NSAWC) på NAS Fallon, Nevada.

Aggressor eskadriller oprindelse Amerikanske aggressor eskadriller startede med at flyve små og lavvingede fightere, der blev brugt til at simulere de potentielle modstandere, som de kunne komme op og kæmpe imod i virkeligheden. Oprindelig blev der fløjet Douglas A-4s (US Navy) og Northrop F-5’ere (US Navy, Marines, og Air Force). US Navy og US Marine Corps havde kortvarigt 2 eskadriller F-21 Kfir aggressors på NAS Oceana (VF-43), samt på Marine Corps Air Station Yuma (VMFT-401). Disse blev efterfølgende suppleret med F/A-18As (US Navy), og specielt bygget F-16Ns (US Navy), og F-16As (USAF). Siden i slutningen af 2005, har USAF brugt de større og hurtigere F-15 Eagle (65 AGRS) som aggressor fly ved siden af F-16 (64 AGRS) på Nellis Air Force Base. Udenlandske fly har tidligere været brugt som aggressorers i USA, hvor blandt andet den israelske Kfir fighter blev brugt af både US Navy og USMC, der gik under betegnelsen F-21 da den blev brugt som adversary flyver. Faktisk er sovjetiske MiG-17s, 21s og 23s også blevet fløjet af US Air Force som aggressorer over Nellis ranges, som en del af “Constant Peg” programmet. Den amerikanske hær flyver således også sovjetiske fly, i deres adversary uddannelse, herunder Mi-24 Hinds, Mi-8 Hip, Mi-2 Hoplites, og An-2 Colts. Nogle aggressor missioner kræver ikke dogfighting, men i stedet indeholder missionen, at flyve relativt simple profiler til at teste målsøgning og sporing kapaciteter af radarer, missiler og fly. Nogle af disse missioner er udliciteret til private virksomheder, der opererer ex-militære jetfly eller små business jets i aggressor rollen. Disse fly omfatter blandt andet L39, Alpha Jet, Hawker Hunter, Saab Draken, BD-5J, IAI Kfir, A-4 Skyhawk, MiG-21, og forskellige modeller af Lear Jets. Næsten alle de piloter, der flyver for disse selskaber har erfaring med at flyve kampfly, enten som pensionerede officerer eller stadig aktive officerer, der flyver i Reserve og Air National Guard.	En F-16 pilot fra NSAWC er igang med sin “Walk around”, inden han stiger ombord på flyveren.

En civil Hawker Hunter fra ATAC taxier ud til for at lege fjenden, imod en hel Carrier Air Wing, som var på deployment til NAS Fallon før de skulle ud på deres carrier.	Udenlandske flyvere Tyske MiG-29 fly var regelmæssig besøgende i USA, før de blev solgt til Polen, og har deltaget i værdifuld DACT uddannelse på Nellis AFB, samt NAS Key West. En MiG-29 blev udlånt til USA til evalueringen, for at give indsigt i “fjendes” teknologi. Foruden denne tyske MiG-29, købte USA 21 stk. MiG-29, samt air-to-air missiler, reserve dele, og diagnoseudstyr af Moldovan Air force , for at de kunne undersøge og evaluere dem, for bedre at forstå hvad USA potentielt kunne komme op imod Rygterne går på at USAF har flere MiG-29, samt Su-27 baseret på enten Tonopah AFB eller Groom Lake AFB (Area 51), som skulle flyve en form for adversary rolle, samt at de skulle være blevet brugt under flere Red Flag øvelser. Mens flyvere til aggressor rollen er som regel er ældre jetjagere, har dette ikke altid været tilfældet. I midten af 1980’erne, fastslog US Navy, at de A-4s og F-5’ere fløjet på Top Gun ikke var tilstrækkelige i at simulere air-to-air kapaciteterne af de nyeste sovjetiske fightere, såsom MiG-29 og SU-27. På dette tidspunkt afholdte US Navy en konkurrence om en adversary platform, der kunne rentabelt repræsentere fjerde generation af kampfly, som f.eks. MiG-29, Su-27 og Mirage 2000.

Kampen om flåden De konkurrerende flyvere var General Dynamics F-16C Fighting Falcon og Northrop F-20 Tigershark. Ifølge George Halls bog “Top Gun”, foretrak mange instruktører på Navy Fighter Weapons School at US Navy skulle anskaffe sig F-20, istedet for F-16C. Én af grundene hertil var den lighed der var med F-5E Tiger flyveren, der blev allerede anvendtes af Top Gun, og de fire aktive adversary eskadriller (VF-43, VF-45, VF-126, og VFA-127). Dog prissatte General Dynamics deres F-16C Fighting Falcon under den reelle kostpris over for US Navy. F-16C vandt derfor konkurrencen, og dermed tabte F-20. Efterfølgende lykkes det ikke for Northrop at vinde nogle kontrakter. Dette førte til lukningen af F-20-programmet, og afskaffelse af endnu en konkurrent for F-16 på det verdensomspændende fighter markedet. Ground crewset står og tilser flyveren, mens denne aggressor F-16 taxier ud til start.	“Disse flyvere var helt nye, som oprindelig var beregnet til Pakistan.” Fighting Falcon til US Navy F-16C, som blev indkøbt af US Navy var udstyret med den lettere AN/APG-63 radar, som var i de F-16A der blev fløjet tidligere, M-61 Vulcan kanon systemet blev fjernet og lukket til, og den havde “twin lens” pods pa° begge sider af luftindtaget til forstørre, den relativt lille radar signatur af F-16. Alt udstyr, der ikke var nødvendige for visuel- range luftkampe blev fjernet, for at øge dens smidighed og dog-fighting egenskaber. Disse F-16 fik betegnelsen F-16N, og 22 enkeltsædet fly og 4 dobbelt sædet, der fik betegnelsen TF-16N, blev bygget til US Navy og fløjet pa° det berømte “Top Gun” Navy Fighter Weapons School. Navy Fighter Weapons School startede med at flyve dem i 1987, samt i US Navy eskadrillerne VF-43, VF-45 og VF-126, som stadig var aktive adversary eskadriller pa° det tidspunkt. Pa° trods af at airframet var blevet styrket til at klare de mange høje-G belastninger, der er forbundet med luftkamp manøvrering, blev revner opdaget pa° vingerne efter kun et par a°rs drift, hvilket fører til groundingen af Navy F-16-fla°den i 1992 og fuldstændig tilbagetrækning af F-16N i 1994. I 2002 modtog fla°den 14 F-16A og F-16B modeller, der stod opmagasineret pa° AMARC ved Davis-Monthan AFB. Disse flyvere var helt nye, som oprindelig var beregnet til Pakistan, men havde været opmagasineret pa° AMARC pga. embargo imod Pakistan. Alle 14 drives af Naval Strike and Air Warfare Center – NSAWC til brug for Top Gun foruden de F/A-18A fly der allerede er i brug af NSAWC pa° NAS Fallon.

Special bemaling Aggressor fly i USA er typisk malet i farverige camouflage bemalinger, der matcher farverne pa° mange sovjetiske fly og sta°r i kontrast til de gra° farver, der anvendes i de fleste operationelle amerikanske kampfly. Camouflage bemalingen besta°r af mange farver, svarende til dem der anvendes pa° mange Sukhoi – SU, samt Mikoyan – MiG fightere, samt til de farver, der anvendes pa° mange mellemøstlige landes kampfly. Dette gøres for at give piloterne der kæmper imod aggressors, en mulighed for visuelt at se hvordan eventuelle trusler ville se ud pa° himmelen, na°r der kæmpes. Normalt er det den standard gra° bemaling, som piloterne er oppe og kæmpe imod, og dette giver dem et vigtigt indblik i hvordan det ville være at kæmpe imod landes fightere, som ikke er farvet i de gra° nuancer. Amerikanske aggressor squadrons Aggressor eskadriller i de amerikanske væbnede styrker omfatter USAF 18th Aggressor Squadron ved Eielson AFB, 64th og 65th Aggressor Squadrons pa° Nellis AFB, US Marine Corps ‘VMFT-401 pa° MCAS Yuma, samt US Navys VFC-12 pa° NAS Oceana, VFC -13 pa° NAS Fallon og VFC-111 pa° NAS Key West, samt den berømte “Top Gun” Navy Fighter Weapons School (US Navy), som ikke er en eskadrille per se, men opererer F-16A og F/A-18A / B / E / F fly som en del af Naval Strike and Air Warfare Center (NSAWC) pa° NAS Fallon. Med undtagelse af NSAWC fly, er alle US Navy og US Marine Corps adversary eskadriller Reserve Component enheder og fly tilhørende Navy Reserve og Marine Corps Reserve. USAF opererede ogsa° aggressor eskadriller i Storbritannien, samt i Filippinerne. 527 AS var en USAFE enhed, der først var placeret pa° den tidligere RAF Alconbury nær Cambridge, England og senere pa° den tidligere RAF Bentwaters nær Ipswich. 527 AS fløj oprindeligt F-5’ere, som senere blev skiftet til F-16. De trænede for det meste over Nordsøen, samt i Tyskland, Spanien og Italien. Pacific Air Forces (PACAF) modstykke, 26th Training Aggressor Squadron, fløj F-5 fra den tidligere Clark Air Base nær Angeles City, Filippinerne. Disse squadrons er ikke længere aktive, og inden for US Armed Forces er det kun i selve USA hvor de i dag er placeret. Dog deltager aggressor enheder fra tid til anden i øvelser i andre lande, hvor blandet andet 18th AGRS fra Eielson AFB, som er tilknyttet PACAF, har deltaget i flere øvelser i blandt andet Australien og andre lokationer i stillehavsomra°de.	Et af de fly, som aggressorne prøver at efterligne, en Su-27 fra Russian Air Force.