Author Archives: sln

721 Squadron – Hercules Flight

Danish heavy haulers

When the Danish Armed Forces need to move large amounts of goods or personnel,
the task is given to 721 Squadron’s Hercules Flight. FLYMAG takes a look at the Hercules Flight of 721 Squadron.
Danish heavy haulers
When the Danish Armed Forces need to move large amounts of goods or personnel, the task is given to 721 Squadron’s Hercules Flight. The Flight is based at Aalborg Air Base, also known as Air Transport Wing (ATW) Aalborg, located in northern Jutland.

721 Squadrons Hercules Flight is equipped with four Lockheed C-130J-30 Hercules aircraft. The first of these were delivered in 2004 but the unit’s first encounter with the C-130 was back in 1975, when three C-130H’s were delivered to Værløse Air Base, which back then was the unit’s home base. The H models replaced the aging Douglas C-54D/G Skymaster and the C-47 Skytrain as the primary transport aircraft in the Royal Danish Air Force (RDAF).

As the Danish Armed Forces started to become more involved in international operations around the world, the need for tactical air transport increased.

Despite numerous upgrades, the H models were starting to show their age and on 1st of December 2000, the Danish government signed a contract with Lockheed Martin (now Lockheed) for three C-130J-30 Hercules, with the option for one more. The -30 version of the C-130J is a stretched version whereby 15 feet (approximately 4.5 meter) has been added to the fuselage to expand the cargo hold.

The first C-130J-30 (B-536) for RDAF was delivered on 1st March 2004 which coincided with the units move from Værløse Air Base to its current home at Aalborg Air Base. The next two aircraft were delivered on 15 March (B-537) and 5 April (B-538).
“The first C-130J-30 (B-536) for RDAF was delivered on 1st of March 2004.”
A RDAF C-130J-30 lands on the beach of the Danish island of Rømø.

The easy way to tell the differnce between a J and a non-J model of the C-130,
is the 6 blades propeller on the J and the 4 blade of the non-J.
Block standards
In 2006 it was decided to take out the option for the fourth aircraft and B-583 was delivered to Aalborg Air Base on 15 July 2007. The three old C-130H airframes were sold to Lockheed as part of the deal. These were then later sold to Egypt.

The first three C-130J-30 were delivered in Block 5.4 standard and the forth in Block 6.1 standard. After the delivery of the fourth airframe, the first three were sent to Marshall Aerospace in Cambridge and upgraded to Block 6.1 standard.

Block 6.1 upgraded the C-130J-30 in a number of ways compared to the 5.4. The upgrades included a higher maximum takeoff weight (up from 70,308 kg to 74,390 kg), enhanced performance during operations in hot or cold climate and an upgrade to the hydraulic pump used to open the cargo ramp, so that it is now possible to open the ramp at altitudes up to 35,000 feet (10.5 km) as opposed to 15,000 feet (4.5 km).

The upgrade
Denmark is a member of the C-130J Joint User Group which means that the four Hercules will receive continues upgrades. The next planned will most likely be a double-upgrade as a delayed Block 7 package will be combined with the Block 8 upgrade.

This will among other things, give the Hercules Link 16 secure data communication, a new Flight Management System (FMS) based on the FMS from a Boeing 737 and a GPS, which is certified to be used during GPS approaches to civilian airports. It has not yet been decided when these upgrades will start though.

Before work on any upgrades can begin, all four airframes have to go through a D-check, which is performed after ten years in service. B-536 was the first aircraft to be flown to Marshall Aerospace for this work and it returned to Aalborg Air Base in August 2015. Once B-536 had returned, B-538 was sent to have its D-check performed. During a D-check, the aircraft is almost completely taken apart and all systems are checked and put back together again. This means that while the D-checks and block upgrades are happening, the unit will only have three aircraft available.

The missions
As the Danish Armed Forces have become more involved in international missions, the squadron have been very busy flying personnel and equipment all over the globe in support. This has resulted in many missions to and from Afghanistan and more recently to Kuwait where seven Danish F-16’s were deployed in the fight against IS.

The C-130J-30 is also often used to transport VIP’s into high-threat areas. The aircraft is equipped with advanced systems for electronic warfare and self-protection. These systems are developed by the Danish company Terma A/S and are centred on the AN/ALQ-213 Electronic Warfare Management System (EWMS) which is also used in the Danish F-16’s.

The EWMS controls the AN/ALR-69 Radar Warning Receiver, the AN/AAR-54 Missile Approach Warning System, the ALQ-162 Electronic Countermeasures Jammer and an advanced chaff and flare dispenser system developed by Terma A/S. All of this equipment plus armour plating on the aircraft makes it much more capable of flying in high-threat areas than the CL-604 Challengers that usually handle VIP transport for the Royal Danish Air Force.
“The unit also flies a lot to Greenland.”
The modern glass cockpit of the C-130J, with a lot of computers and HUD to help to pilots.

Flying over Greenland
In addition to all the missions flown to support Danish troops, the unit also flies a lot to Greenland in order to deliver supplies to the Danish garrison stationed there. When the C-130J-30 flies missions to Greenland, they are mostly flown as single missions and not as a part of what is called “Luftgruppe Vest” (Air group West), such as when the Challenger flies over Greenland.

The Hercules does sometimes fly as a stand-in for the Challenger in Luftgruppe Vest when the former are busy on international missions such as Operation Ocean Shield. Thanks to the ability to land and take off on very short runways, down to 800 meters and the ability to use grass and gravel runways, the C-130J-30 can operate from most runways in Greenland and around the world.

A close look at the new SABIR arm, and the ‘bubble glass’-door.
New engines
Because of the upgraded engines with better fuel economy compared to the H model, the C-130J-30 is capable of flying nonstop from its base at Aalborg to Greenland if the weather conditions and the weight of the load are within the limits.

Usually a flight to Greenland is planned with a fuel stop in Iceland basically to ensure that there is enough fuel to reach an alternative runway if the runway at the destination suddenly closes due to bad weather. On the day of the flight, it is then decided if the fuel stop at Iceland is necessary or if it is possible to fly directly to the destination.

The crew
The minimum crew of the C-130J-30 is two pilots and a loadmaster but on most missions the unit flies with two pilots and two loadmasters. On longer missions a crew chief is often brought along as well. The advantage of taking a crew chief on a mission is that he is not limited in the number of hours he can work with the aircraft.

This means that the crew chief can stay behind and work on any problems that may have arisen during the flight while the pilots and loadmaster can get the required rest and be ready to continue with the mission the next day.

The new advanced systems in the cockpit of the C-130J-30 have meant that the crew have been reduced from five in the H model (two pilots, a navigator, an engineer and a radio operator) to just two pilots. One of the big differences from the H model is that the J model has dual Head Up Displays (HUD), one for each pilot.

On the HUD the pilots can get all the information they need to fly the aircraft and accomplish the mission. The HUD comes in especially useful when flying low-level or in high-threat areas where the crew constantly needs to visually check their surroundings.

721 Squadron has nine crews in total. Because of the large number of different missions the unit performs, each crewmember is specially trained in one area, i.e. flying with Special Forces or visually dropping Search and Rescue (SAR) equipment over the ocean. All crews are trained in all missions, but gain the highest possible level of expertise by focusing on specific areas.

The Hercules’ tasks
The primary mission for the C-130J-30 is to move personnel or cargo from point A to point B. It is however not always possible to land at the location the cargo or personnel needs to be delivered to. For this reason the floor in the cargo compartment is equipped with rollers, which means the cargo can be dropped out the rear of the aircraft with parachute.

The cargo is dropped inside containers which can weigh up to one ton each. Because of the stretched cargo compartment, a total of 24 one-ton containers can be carried at any one time.

When dropping cargo by parachute, all the necessary information such as coordinates for the drop zone, the direction, height and speed the aircraft will be traveling and so on, is entered into the flight computer, which then calculates exactly when the cargo needs to be released. This means that the pilot only has to concentrate on flying the aircraft within the correct parameters.

The squadron does still practice visual manual drops of equipment though in case of equipment failure. They have recently started practicing manual drops of SAR equipment to people in distress in open waters. During such drops it is up to the pilot to alert the loadmasters when the equipment should be dropped in order for it to reach the people in distress. This capability will mainly be used when flying over the Arctic Circle.

When personnel leave the Hercules using parachute, it is usually done by a static line jump, where the soldier’s line up in two rows and jump out the two side doors of the aircraft in much the same fashion as during World War 2. However, when Special Forces jump from the C-130J-30, they usually exit from the rear ramp of the Hercules. The reasons for this are that not only can they jump in a tighter group, they usually also carry more equipment than a normal paratrooper, making it more practical to leave via the ramp.

The unit regularly trains not only with the Danish Special Forces, “Jægerkorpset” and “Frømandkorpset”, but also with Special Forces from other NATO countries, as well as participating in international exercises which include Special Forces elements.
“The cargo is dropped inside containers which can weigh up to one ton each. Because of the stretched cargo compartment, a total of 24 one-ton containers can be carried at any one time.”
A RDAF C-130J on a low-level mission over the ocean around Denmark.

The new SABIR arm, with the attached FLIR camera.
New equipment – new options
As part from the Block update described earlier, the units C-130J-30 sometimes receive new equipment to test to see if it can bring new and useful capabilities to the aircraft.

In the spring of 2015, B-536 was equipped with a Special Airborne Mission Installation and Response (SABIR) arm on the right side of the airframe, just under the right side door. The SABIR arm is produced by the American company Airdyne Aerospace and consists of a standard NATO pylon and a control station placed inside the cargo hold of the Hercules. From the control station, the operator can control whatever equipment is attached to the SABIR arm.

So far the RDAF have attached a Forward Looking Infrared (FLIR) camera to the SABIR arm with the intent to use it during SAR missions to help locate people in the water. The FLIR camera will not only be used in the SAR role, but it is also planned to use it in the Intelligence, Surveillance and Reconnaissance (ISR) role in the future.

The possibilities of the SABIR arm
The squadron is currently testing the system to see what new capabilities it brings and how it can be incorporated into the unit’s current missions and then what new missions the unit will be able to perform using the SABIR arm.

Using the FLIR camera the Hercules could be used to survey an area where Special Forces have been inserted and if a laser designator is attached to the SABIR arm, they could be used to designate targets for other ground and air units.

If more pylons were to be attached to the Hercules, they could even designate and drop laser guided weapons or cargo of their own. However, currently there are no plans to attach anything else other than the FLIR camera to the SABIR arm.

The C-130J is the heavy hauler of the Royal Danish Air Force.
The loadmaster is also the operator of the SABIR-arm, in this case with the attached FLIR.

The future
The SABIR arm and FLIR camera will be used in the Arctic areas where the FLIR, along with the new “bubble doors” will make the C-130J aircraft into an effective SAR aircraft, that can scan and locate people in distress through the FLIR, and then throw down various types of rescue equipment via visual drops. In addition, the SABIR arm can also be used in connection with the ISR (Intelligence, Surveillance and Reconnaissance) role.

New equipment brings new capabilities, which means that the unit’s nine crews will have even more missions to train for and fly, and with the current D-checks and future Block upgrades which mean the unit only have three airframes available in the next couple of years, the squadron is facing a busy future.

FLYMAG would like to thank the Hercules Flight of 721 Squadron, for their big help in making this article possible.

T-17 – Danish Basic Trainer

Pilotschool at FSN Karup

For more than 40 years, the SAAB T-17 Supporter has fulfilled various roles in the Royal Danish Air Force.
Danish Basic Trainer
For more than 40 years, the SAAB T-17 Supporter has fulfilled various roles in the Royal Danish Air Force.

The selection
In the early 1970s, the Royal Danish Air Force (RDAF) started searching for a replacement for the KZ 7, Piper Cub and Chipmunk aircraft, which at the time were being used as basic trainers for pilots in all the branches of the Danish Armed Forces. Three types were selected as potential candidates; the Scottish Aviation Bulldog, the SAAB MFI-17 Supporter and the New Zealand build CT-4 from the Pacific Aerospace Corporation. During August and September of 1973 each of the three types spent a week at Vandel Air Base where representatives from all the branches of the Danish armed forces tested them with support from test pilots from each of the three manufacturers.

During flight-testing of the SAAB MFI-17, the Danish pilots had some questions that the Swedish factory pilots couldn’t answer. They wanted to know what would happen if the canopy, which is hinged behind the pilot and opens up and backwards, accidentally opened during flight. Would the canopy fall off and strike the T-tail of the aircraft causing it to crash, or would it stay in place? And if it stayed in place, would the pilot be able to land safely?
Three T-17s with the special Baby Blue tail markings.

Break away! The wingman of the pair of T-17’s is breaking away.
To find out, an MFI-17 was equipped with a safety device, which made sure that if the canopy fell off when opened in flight, it would not strike the tail. One of the Swedish factory pilots then had to open the canopy, on purpose, in mid-flight to find out if it would stay attached to the airframe. The test went well and the hinges held!! The canopy laid flat against the top of the fuselage and the pilot was able to land without problems.

After a comprehensive test program, where the three candidates were put through their paces by both the factory pilots and pilots from the RDAF and the Army Air Corps, the Swedish SAAB MFI-17 Supporter was selected. There were several reasons why the MFI-17 was chosen. The aircraft’s high-wing construction, the only one of the three aircraft tested, meant that it was more stable during slow flight. The aircraft was also very easy to maintain and the airframe was strong enough to make take off and landings on grass and dirt strips possible.

SAAB T-17 Supporter
The SAAB T-17 Supporter, as it became known in Denmark, is of high-wing construction with an all-metal fuselage, which makes it very strong. The aircraft can carry two or three people, depending on the internal configuration. The cockpit has two seats for a pilot and navigator or a student pilot and an instructor, seated in a side-by-side configuration. In the cargo compartment behind the two pilots, an extra seat can be fitted and it is then possible for a passenger to squeeze into the back.

The T-17 is equipped with a fixed tricycle landing gear and skis can be added for landing in snow. The engine is a Lycoming 10-360-A1B6 which produces 200 HP. The power from the engine is transferred to a Hartzell constant speed propeller which gives the aircraft a top speed of 146 mph (236 kph). The aircraft has the following technical data:
  • Length: 23 feet (7 meters)
  • Height: 8.5 feet (2.6 meters)
  • Wingspan: 29 feet (8.85 meter)
  • Empty weight: 1.653 lbs. (750 kg)
  • Max takeoff weight: 2.645 lbs. (1.200 kg)
  • Max weight aerobatics: 1.985 lbs. (900 kg)
  • Max speed at sea-level: 146 mph (236 kph)
  • Service ceiling: 13.451 ft (4.100 m)
  • Range: 435 miles (700 km)

Delivery of the new aircraft
After the decision was made to purchase the SAAB T-17 Supporter, 25 million Danish Kroner (approximately £2.5 million), was allocated to purchase thirty two aircraft. The order, which apart from the 32 aircraft, also included training of mechanics and maintainers, was given to SAAB in January 1975.

On 11 September the same year, the first aircraft, serial number T-401, arrived at Vandel Air Base. The remaining thirty one aircraft arrived during the next sixteen months with the last aircraft, serial number T-432, arriving at Vandel Air Base on the 5 January 1977.
“The engine is a Lycoming 10-360-A1B6 which produces 200 HP. The power from the engine is transferred to a Hartzell constant speed propeller which gives the aircraft a top speed of 146 mph (236 kph).
The student pilot is doing the final checks, before stepping in the T-17, for his next flight.

A couple of T-17s is sitting waiting for maintenance and service.
Army Air Corps
The thirty two aircraft were split between the “Flyveskolen” (Flight School) which received fifteen, the “Hærens Flyve Tjeneste” (Army Air Corps) which received nine and the remaining eight were split between the various air bases as Station Flights.

In the Army Air Corps the T-17s were used in many different roles, including:
  • Forward Air Control (FAC)
  • Delivery/drops of supply to troops at forward locations
  • Recognisance
  • Artillery spotting
  • Camouflage inspections
  • Liaisons flights
  • Target towing

The T-17 high-wing construction and large canopy give great downward visibility from the cockpit, which was a great benefit in many of the roles the Army Air Corps flew.

The T-17 can be equipped with six hard points, three under each wing, and it can carry a total of 300 kg of payload. Among the weapons that can be attached to the hard points are up to 14 7.5’’ air-to-ground rockets, two Borfos Bantam wire-guided anti-tank missiles and various free-fall bombs. A number of live fire tests were conducted, but they showed that the T-17 was not a very stable weapons platform. It was decided to stop using it as a weapons delivery platform.

The high-wing and T-tail construction gives good ground clearance and the aircraft can be used on both grass and gravel. The aircraft does however have a relatively weak nose wheel construction and if it strikes a molehill or other small obstruction during take-off or landing, there is a high probability of the nose wheel collapsing.

In 2003 Vandel Air Base was closed and the Army Air Corps was disbanded at the same time. The Army Air Corps AS 550 Fennec helicopters were transferred to 724 Squadron in the RDAF, based at what is now known as Helicopter Wing Karup. The T-17s were handed over to the Flying School.

When the RDAF flight school (Flyveskolen) received its first fifteen T-17 Supporters it was located at Avnø Air Base. In 1993 Avnø Air Base was closed and the flight school was moved to Karup Air Base, which today is known as Helicopter Wing Karup.

As a primary trainer, the T-17 is a very forgiving plane which, due to great stability during all speeds, allows inexperienced pilots to make mistakes without bringing the aircraft into a critical situation.

The side-by-side cockpit layout enables the instructor pilot to monitor the student pilot during the entire flight and ensures good and easy communication.
The side-by-side cockpit is great for students and instructors.

Evaluation of the students
While the student pilots attend the Flyveskolen, they fly approximately twenty seven hours and twenty minutes in the T-17. Their total flight time depends on weather conditions and other factors that might prolong or shorten some flights.

The primary job of the Flyveskolen is not to teach the student pilots to fly. It is more of a selection process where the instructor pilots have to evaluate each student pilot and test if they are capable of completing the training in the USA following the Flyveskolen.

Not only does a student have to have the ability to learn a large amount of information in a short time, they also have to have the correct personality in order to fit in and function in one of the squadrons of the RDAF once they complete their training.

A modern glass cockpit
When originally designed by SAAB, the T-17 had very basic cockpit instrumentation. This was however upgraded in the T-17s delivered to the RDAF, largely to meet the demands set by the Army Air Corps with regards to communications equipment. Since delivery, the cockpits have been further upgraded in order to give the student pilots more representative modern instrumentation.

Now that all the RDAF F-16s have been upgraded to MLU standard, new C-130J-30 have been purchased and the soon-to-be-delivered SH-60 Seahawk helicopters arrive, the vast majority of the types used by the RDAF are equipped with modern glass cockpits. Plans have therefore been drawn up to upgrade the cockpit of the T-17s once again.

This time with a modern glass cockpit to better prepare the student pilots for the aircraft they will eventually fly. So far the upgrade is only in the planning stages and no firm decisions have been made.

Formation flying is rutine for the T-17 pilots.
A 10.000 flying hours sticker is seen on T-405, which it achived on
the 6th of November, 2013.

Baby Blue
For many years it has been a tradition that aircraft from the Flyveskolen, performs a flypast at Svinøkirke at sunset on 4 May in conjunction with the memorial service held to mark the Danish liberation during World War II. The fly-past consists of four aircraft flying over the church in Finger Four formation, before returning to perform a Missing Man routine to honour fallen allied pilots. The call sign for this formation is Baby Blue.

These fly-pasts inspired some of the instructor pilots to rehearse close formation flying when their daily duties allowed it and soon after the Flyveskolen was capable of displaying four aircraft in close formation at special events. In the mid-80s they were able to perform a small T-17 formation display.

A number of former F-104 Starfighter pilots, now instructors, wanted to take the concept further and together with a former F-100 Super Sabre pilot, they developed a show display programme. The programme was approved by the Tactical Air Command and in the following years the team, named Baby Blue of course, flew at RDAF Open House air shows and various other events. However, as the four instructor pilots left the Flyveskolen, the Baby Blue project came to a halt.

The move to Karup
In 1993, when the Flyvekolen moved to Karup, it coincided with the withdrawal of the F-35 Draken also based at Karup. This meant that a large number of ex-Draken pilots joined the Flyveskolen as instructors and they were keen to restart the Baby Blue project. One of the pilots originally involved in the Baby Blue project was now the Operational boss of the Flyveskolen and thus the project was revived.

The new instructor pilots had many new ideas for the display routine, but a number of them had to be abandoned when they realised that they could not take maneuverers flown in the Draken and transfer them directly to the T-17. They did however mange to put together a display routine that was far more advanced that the one flown in the 80’s.

The new routine was approved by the Tactical Air Command again and the Flyveskolen was once again able to supplement their solo T-17 display with a four ship formation team. Baby Blue is now a firm fixture at all Danish Air shows and even travel abroad for air shows when the opportunity arises.

Service and maintenance
In the forty years that the T-17s have been in RDAF service, they have accumulated over 200,000 flight hours. This milestone was reached in 2010 and was marked with a small ceremony at HW Karup on 7 May 2010 when most of the remaining T-17s were gathered. On the 6 November 2013, T-17 serial number T-405 was the first airframe to reach 10,000 flight hours.

However, there is a large spread in the number of flight hours that each T-17 has accumulated, the reason dating back to the time when the fleet was split between the Flight School and the Army Air Corps. Back then there were no common maintenance and rotation plan to even out the flight hours.
“The new routine was approved by the Tactical Air Command again and the Flyveskolen was once again able to supplement their solo T-17 display with a four ship formation team.”
The students and instructors walking back after another training session.

Ready for taxi. The first of three T-17’s is on the move.
Today all T-17s are maintained by a team of dedicated mechanics and technicians. For many years a private company, Danish Aerotech, had the job of maintaining the T-17 fleet in a hangar at HW Karup. Shortly before Christmas 2015 the company went bankrupt and closed down.

This meant that the RDAF were suddenly without maintainers for their T-17s. The Danish Material Command took over the responsibility for maintaining the T-17 fleet and they quickly hired all the former Danish Aerotech employees. As the bankruptcy happened just days before Christmas and the need for T-17s was low, it did not have a significant impact on the day-to-day operations of the Flight School or on the other air bases using the T-17s for station flights.

The two other RDAF bases, Fighter Wing Skrydstrup and Air Transport Wing Aalborg, typically have three T-17 as station flights. The technicians at the two bases are responsible for the daily maintenance and the fifty and one hundred flight hour’s checks.

Celebrating 40 years in service
When a T-17 is getting near the more complicated two hundred flight hours check it is flown back to HW Karup and swapped for a “fresh” T-17 which has just been through the two hundred hour check. This means that the flight hours are now spread evenly amongst all the airframes.

With the T-17s robust construction and relative low number of flight hours each year, they are scheduled to remain in service with the RDAF for many years to come.

To celebrate the T-17s 40th anniversary, a reception was held at the Flight School on the 11 September 2015. A number of special guests were invited including former instructors, former Army Air Corps pilots and the Danish and Swedish test pilots who first test flew the T-17 at Vandel Air Base.

During the reception the current boss of the Flight School, pilot name HIR, unveiled a special design to mark the occasion. It was applied to T-17 serial number T-401, the first T-17 delivered to the Royal Danish Air Force back in 1975.

FLYMAG would like to thank Sgt. Ole Jørgensen and the boss and instructors at the Flight School for their help in making this article possible.
Three ‘Baby Blue’ T-17’s flying in close formation.

#04 of 2016

The last issue of FLYMAG in 2016 contains articles from Turkish Army Aviation Command, Super Base Ørland, Luftstridsskolan in Malmen and more!

#03 of 2016

We look into the Polish exercise Anakonda ’16, as well as we take a closer look at the F-16 of the Royal Danish Air Force in this 3rd issue of FLYMAG in 2016.

NATO Air Policing – Baltikum

Baltic Air Policing

At bevare integriteten i luftrummet, har altid været et vigtigt mål inden for NATO alliancen.
FLYMAG tager her et kig ind på NATOs mission omkring overvågning og styring af luftrummet.
NATO Air Policing
At bevare integriteten i luftrummet, har altid været et vigtigt mål inden for NATO alliancen. Det er blevet udført som en kollektiv opgave, i fællesskab og kollektivt ved hjælp kampfly, en mission der er blevet navngivet “Air Policing”. Air Policing er en ren defensiv mission.

Siden 1970’erne har NATO etableret et omfattende system af luft overvågning og styring af luftrummet, samt Quick Reaction Alert midler i form af fighter jets, til at dække alle medlemslande i alliancen, også selvom de ikke selv har et luftforsvar.

Ved hjælp af radar, kontrol og rapportering centre, og Combined Air Operation Centre (CAOCs) sikrer alliancen, konstant overvågning og kontrol med lande i alliancens tildelte luftrum, 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

NATO udnytter disse faciliteter til at reagere inden for sekunder ved lufttrafikhændelser, og krænkelser i de allieredes luftrum. Denne struktur af våbensystemer, kontrolcentre og procedurer omtales som NATO Integrated Air Defence System (NATINADS).
Up close, and personal. En italiensk Eurofighter under en tango QRA mission.

En norsk F-16 breaker væk, afsted på endnu en QRA mission.
Hjørnesten i alliancen
NATINADS har været, og er stadig en hjørnesten i alliancens solidaritet og samhørighed. De ansvarlige Allied Air Headquarters, som står for dette, er baseret i Izmir, Tyrkiet og Ramstein, Tyskland og deler Europa i to, et område syd for, og et nord for Alperne.

Allied Air Command Ramstein luft ansvarsområde er delt i to Air Policing Areas (APA):
  • APA 1 styres af den kombinerede Air Operation Centre (CAOC) Finderup, Danmark.
  • APA 2 styres af CAOC i Uedem, Tyskland.

NATO-medlemmer uden egen Air Policing aktiver bistås af andre NATO-medlemmer. Luxembourg er dækket af fightere fra Belgien, mens Slovenien og Albanien er omfattet af italienske og græske fly.

Starten på Baltic Air Policing
Siden marts 2004, hvor de baltiske lande blev medlem af NATO, har opgaven med at forsvare luftrummet over de baltiske lande været blevet gennemført på en fire-måneders rotation fra Lithuanian Air Force Air Base, nær den nordlige by Šiauliai. Normalt består en sådan udstationering af fire kampfly med mellem 50 og 110 support crew, og piloter.

For at sikre at udførelsen af Air Policing udføres på en sikker og professionel måde, var og er tilstrækkelig uddannelse stadig påkrævet, når NATO-nationer udstationerer deres aktiver på skift til Šiauliai Air Base, Litauen.

For at standardisere uddannelse på tværs af nationer, indførte Headquarters Allied Air Command Ramstein en række uddannelsestiltag kaldet Baltic Region Training Events (BRTE), for at drage nytte af erfarne flybesætninger udsendt til Šiauliai og tilbyde overlegen uddannelse for estiske, lettiske og litauiske luftstyrker og kontrol faciliteter.

De tre værtsnationer bidrager med 3,5 mio € om året, til dækning af udgifter. I 2012 afsatte alliancen 7 mio € til modernisering af Šiauliai flybasen fra Security Investment Programme.

Det er et krav at de nationer der er på vagt, har mindst 2 armerede fly, på hvad der hedder Readiness State 15, RS-15, hvilket betyder at de skal kunne være i luften på under 15 minutter fra alarmen går. Et normalt deployment består af mellem 50 og 110 personer, hvor man normalt har 7-8 piloter iblandt disse.

Dette crew går dog på skift i den 4 måneders lange udstationering, således at det ikke er de samme 50-110 mand der er udstationeret under hele perioden.

Målet for de deltagende lande, er at flyve så meget som muligt, hvor Norge som eksempel, havde som mål at flyve 400 timer på de 4 måneder de var udstationeret sidst på Šiauliai.

Dette er ikke meget forskelligt fra hvad de gør når de er hjemme i Norge, og NATO betaler ikke andet end blot det brændstof de bruger i QRA regi.
To norske F-16 med live våben, patruljerer over Šiauliai i Litauen.

“Amerikanerne øgede sin NATO-tilstedeværelse, for at øge styrken af Baltic Air Policing.
En koncentreret norsk pilot, er fokuseret på QRA missionen over baltikum.
I 2013 blev Baltic Air Policing deployment kaldt ind, da det svenske flyvevåben ikke var i stand til at reagere på et simuleret angreb fra russiske bombefly mod Stockholm.

Under Krim-krisen i marts 2014, udstationerede US Air Force yderligere seks F-15C Eagle fightere fra RAF Lakenheath luftbasen i det østlige England til Lithuanian Air Force Air Base nær Šiauliai.

Disse flys tilstedeværelse, forøgede den foreliggende opgave, der allerede omfattede fire amerikanske F 15C-Eagle fly. Amerikanerne øgede sin NATO-tilstedeværelse, for at øge styrken af Baltic Air Policing missionen. I maj 2014 udvidede NATO Air Policing over baltikum med endnuluftbase. Denne gang i Estland, med flybasen Ämari nær Tallinn. RDAF var de første der blev udsendt til Estland.

Foruden dette, blev det polske luftvåbens QRA enhed på Malbork Air Base, også forstærket af den franske luftvåben, ligeledes i maj 2014, både med Mirage 2000C, og Rafale fightere, som alle, inkl. den polske QRA enhed, indgik i Baltic Air Policing missionen.

Med etableringen af Air Policing basen i Estland, udvidede man også antallet af nationer på Šiauliai, fra at have en nation, til to nationer, hvor begge nationer var til stede med hver 4 fly.

Fra omkring april 2014, og frem til 1. september 2015, var der konstant udstationeret NATO nationer, med 4 fly hver, samt ground-crew og piloter, på Malbork i Polen, Ämari i Estland, samt 2 nationer på Šiauliai i Litauen.

NATO valgte pr. 1 september at nedskalere dette fra at have 16 fly parat 24/7, til 8, henholdsvis fire på Ämari i Estland, og fire på Šiauliai i Litauen. Valget om at skære Baltic Air Policing ned med 50 procent, er ret kontroversiel, og er sandsynligvis grundet omkostningsbesparelse, da det russiske militæres luft aktivitet i regionen forbliver på det højeste det har været inden for dette årti.

Polen bevarer dog en af sine egne MiG-29 Fulcrum air defence fighter enheder på Malbork, som tildels er til rådighed som back-up for Baltic Air Policing, da NATO-medlemmerne Estland, Letland og Litauen har ikke nogle jagerfly af deres egne.

Mange NATO lande har bidraget med fly og personel igennem de 11 år, hvor Baltic Air Policing har eksisteret, hvor lande som Belgien, Danmark, England, Norge, Tyrkiet, Rumænien, Canada, USA, Spanien, Polen, Frankrig, Portugal, Tyskland, Tjekkiet, Holland, Italien alle har deltaget, og nu senest Ungarn.

Dette er første gang Ungarn tager Baltic Air Policing rollen. Ungarn, og deres JAS 39 Gripen, overtog rollen fra de norske F-16ere, og de italienske Typhoons på Šiauliai. Italien havde som den første, og måske eneste nation, gennemført 2 hold i træk, hvilket førte til en 6 måneders udstationering af deres Typhoons på Šiauliai. En stor bedrift, og dedikation til NATO af Italien.

Udstationeringen i Litauen kan måske lægge et ekstra pres på det ungarske luftvåben, som har haft to JAS 39 Gripen crash på det sidste, som mest sandsynligt har været på grund af enten forkert vedligeholdelse, eller pilotfejl. Taget dette i mente, og nedskaleringen fra to nationer på Šiauliai, til en, og ingen nationer på Malbork, vil uden tvivl lægge et ekstra pres på skuldrene af det ungarske luftvåben.

Nogle vil være bekymrede, for hvad der virker som en mærkelig beslutning fra NATO, med at nedskalere sin tilstedeværelse på et tidspunkt, hvor Rusland har optrappet sin flåde og luftvåben tilstedeværelse i Baltikum over de sidste par år.
To italienske Eurofightere, og to norske F-16 flyver i tæt formation over Šiauliai basen.

Rutinemæssige QRA missioner
Mens NATO-jetfly rutinemæssigt foretager QRA missioner, for at afværge enhver potentiel indtrængning i de allieredes luftrum, har alliancen oplevet en støt stigning i russiske militærflys aktivitet siden 2012.

I de første 3 måneder af 2015 har NATO observeret en moderat stigning i russiske militære flyvninger, til sammenligning med samme periode i 2014.

I 2014 interceptede de allierede fly, russiske fly over 400 gange, 50 procent oftere end i 2013. Over 150 af disse interceptions blev udført af fly fra NATOs Baltic Air Policing mission. Et tal som helt sikkert vil være noget nær det samme, eller måske endda højere for 2015, hvilket i første omgang, er langt højere end de 30-50 interceptions man havde i de første mange år af Baltic Air Policing.

Den stærke alliance
“NATO er en stærk alliance, som fortsat er forpligtet til et kollektivt forsvar og vil fortsætte med at udføre fredstids missionen Air Policing.” siger brigadegeneral Kevin A. Huyck, Deputy Chief of Staff Operations på HQ AIRCOM.

“Baltic Air Policing missionen analyseres løbende og omstruktureres til at forblive klar. Når jeg ser på disse state-of-the-art supersoniske fighter jets, og de professionelle og erfarne flybesætninger, har jeg mere end tillid til at NATO Air Policings kapaciteter kan klare opgaven.”

Da den nye Baltic Air Policing struktur blev annonceret, var NATO embedsmænd ivrige for at understrege, at de ikke ser det som en reduktion, men snarere en rationalisering af missionen for balancere antallet af NATO fighter jets, der er nødvendige for at holde truslen fra Rusland for døren:

“Alliancen tager sit ansvar for at garantere sikkerheden for de allieredes luftrum meget alvorligt – når et fly flyver tæt på eller flyver ind i et NATO-medlemmernes luftrum uden forudgående koordination eller planlægning, kan både den kommercielle og militære lufttrafik komme i fare. NATO jetfly identificerer, opfanger, og eskorterer rutinemæssigt sådanne fly som en beskyttelsesforanstaltning.

Ændringer i Baltic Air Policing Mission kapaciteten, udgør ikke en ændring i effektiviteten af denne mission. Alliancen har en passende og tilstrækkelig kapacitet til at sikre en fælles standard for sikkerhed inden for alle de allieredes luftrum.”

To norske F-16 på patrulje over baltikum, på endnu en NATO QRA mission.
“Ændringer i Baltic Air Policing Mission kapaciteten, udgør ikke en ændring i effektiviteten af denne mission.”
To italienske Eurofightere, og to norske F-16 flyver i tæt formation.

Fra 1. september 2015 består Baltic Air Policing således af fire JAS 39 fra Ungarn udstationeret på Šiauliai i Litauen, og fire Eurofighter Typhoons fra Tyskland, udstationeret på Ämari i Estland, med back-up fra det polske luftvåbens MiG-29 på Malbork.

Danmark har været udstationeret hele 5 gange i forbindelse med Baltic Air Policing, hvor vores F-16 har været i Litauen fire gange, og i Estland en enkelt gang.

En stor tak til NATO, og i særdeleshed, Norwegian Air Force, Italian Air Force, samt Capt. Ieva Gulbinienė Public Affairs Officer Lithuanian Air Force for muliggørelse af denne artikel.

Anatolian Eagle – 2015

Anatolian Eagle 2015

Anatolian Eagle kan sammenlignes med Red Flag – et simuleret krigsmiljø, som løbende stiger i sværhed ved hjælp af den normale
byggesten tilgang, hvor kompleksiteten af hver mission vokser i løbet af de to uger, som træningsperioden varer.
Anatolian Eagle
Store multinationale luft øvelser, hvor kombineret luftoperationer kan udføres mod strategiske, og taktiske mål, giver gode uddannelsesmuligheder for alle deltagere.

Men kravene til at være vært for sådan en type øvelse er så store, at der kun er tre træningscentre i verden, hvor de kan finde sted. Af disse er kun et placeret uden for Nordamerika, hvilket er Anatolske Eagle Training Centre (AETC) i Tyrkiet.

Den årlige internationale øvelse, Anatolian Eagle, afholdt på Turkish Air Force 3. Main Jet Base, Konya Air Base, fandt sted i midten af juni. Med de fortsatte kampe mod ISIS i Syrien og Irak, konflikten i Yemen mellem shiamuslimske Houthi oprørere og pro-regeringsstyrker sammen med den konstante uro i Libyen så tæt på Tyrkiets dørtrin, er behovet for at uddanne og samarbejde med NATO og dets mellemøstlige allierede vigtigere end det nogensinde tidligere har været.

Den første Anatolian Eagle øvelse blev afholdt i 2001, efter at behovet for at Tyrkiet fik egne uddannelsesfaciliteter, via modernisering af det tyrkiske luftvåbens fighter flåde, opstod. Efter konflikterne i Bosnien og Kosovo, fik det tyrkiske luftvåben erfaring, og nåede et sådant niveau, at de kunne være vært for deres egne øvelser og tilbyde uddannelse til andre allierede luftstyrker.

Red Flag er inspirationen og grundlaget for Anatolian Eagle øvelserne, og det er derfor ikke underligt at faciliteterne på basen, som f.eks. spisesal og operations bygningerne, er på samme niveau som dem ved Red Flag eller Maple Flag øvelser.

Anatolian Eagle afholdes to til fire gange om året, hvoraf de første er klassificeret som nationale øvelser, mens det tyrkiske luftvåben inviterer allierede kræfter med til en af øvelserne, for at give dem mulighed for at slutte sig til øvelsen på Konya Air Base.

En F-15C fra 493th Fighter Squadron baseret på RAF Lakenheath taxier ud til start,
mens han wingman allerede på vej i luften.
En F4-E udstyret med det AGM-142 Popeye missil under take-off til endnu
en mission under Anatolian Eagle 2015.

Den europæiske Red Flag
Anatolian Eagle kan sammenlignes med Red Flag – et simuleret krigsmiljø, som løbende stiger i sværhed ved hjælp af den normale byggesten tilgang, hvor kompleksiteten af hver mission vokser i løbet af de to uger, som træningsperioden varer.

Dette giver flybesætninger den bedste uddannelse, og den bedste mulighed for at forberede dem på de virkelige konflikter, som er at finde ude i verden. Scenarierne har både blå og røde forces, som kæmper imod hinanden.

Det tyrkiske luftvåben beskriver selv her formålet med øvelsen:
  • At træne fightere i at vinde.
  • Til systematisk at teste og evaluere status på fighterens kampberedskab, samt styre det taktiske trænings fremskridt.
  • At opbygge et vidensgrundlag, for at forske i forbedring af taktiske luftkampe.
  • For at gøre opbygge erfaring, til at få fighter elementer hos det tyrkiske luftvåben til at nå de militære mål på kortest tid, og med et minimum af ressourcer og kræfter.
  • Udarbejde definitionen af operationelle krav, forsynings-, forsknings- og udviklingsaktiviteter.
  • Oprette et uddannelsesmiljø, som tilfredsstiller kravene fra det tyrkiske luftvåben.
  • For at understøtte test af eksisterende, under udvikling, samt fremtidige våbensystemer.

Realistiske træningsområder
Deltagerne ved Anatolian Eagle har adgang til et træningsområde inden for 300 km, hvor området er beliggende mellem Konya og Ankara, hvilket holder transittiden til et minimum. Inden for dette træningsområde er der tre luft-til-jord ranges, henholdsvis Tersakan, Koc og Karapmar, som alle indeholder jord-til-luft trusler fra SA-6, SA- 8, SA-11 og ZSU 23-4 systemer, som leverer et realistisk miljø for øvelses scenarierne.

Konya Air Base har alle de faciliteter, du ville forvente af et verdensklasse træningsanlæg, men måske er dets bedste funktion den geografiske placering af Konya Air Base, som giver uovertruffen godt vejr, og dermed den bedste mulighed for så få aflyste missioner, som muligt.

Under missionerne sendes al flight information tilbage til command and controlcenter via ACMI (Air Combat Manoeuvring Instrumentation) i realtid. NATO E-3A AWACS, samt det tyrkiske luftvåbens Boeing 737 AEW&C Peace Eagle giver dataforbindelser til andre fly, således at de kan give oplysninger tilbage på mål, placering af venlige, og fjendtlige styrker i området og til at give taktisk information til at besejre de fjendtlige styrker, som så bliver delt til de allieredes fly.

Efter endt missionen, bliver flybesætninger fra både blå og røde forces, debriefed i det store briefing lokale, for at samle erfaringer, og for at forbedre deres færdigheder.

Tre F-16 fra Pakistan Air Force holder klar til at det bliver deres tur til at starte,
mens den fjerde har fået lov til at taxi ud på banen til take-off.
“Under missionerne sendes al flight information tilbage til command and controlcenter.”
Vejen mellem øst og vest
Tyrkiet, der ofte omtales som vejen mellem øst og vest, er let tilgængelige for luftstyrker fra både Europa og Mellemøsten. Luftvåben, som måske ikke normalt er i stand til at træne sammen, får her chancen for at gøre det.

Udenlandsk deltagelse til Anatolian Eagle 15-2 inkluderede Boeing E-3A AWACS fra NATO Airborne Early Warning Force (NAEWF), som er hjemmehørende i Geilenkirchen, Tyskland, men som til dagligt bruger Konya Air Base, som en forward deployment base.

Med de fleste deltagere kommende fra de sydlige NATO-lande og i Mellemøsten, har Anatolian Eagle altid garanteret at tiltrække de vigtigste luftvåben fra de omkringliggende lande. Med den seneste konflikt i Yemen mellem shiamuslimske Houthi oprørere og pro-regeringsstyrker, har den Saudi ledede koalition den seneste tid været involveret i luftangreb mod oprørerne.

Koalitionen består af de Forenede Arabiske Emirater, Kuwait, Qatar, Bahrain, Jordan, Marokko, Sudan, Egypten og Pakistan, hvor det kun var det pakistanske luftvåben der var i stand til at deltage i denne Anatolian Eagle øvelse.

Det pakistanske luftvåben deltog med fire F-16BMs og to F-16As fra 9. Squadron (Griffins) baseret på Mushaf Air Base. Logistikken blev leveret af tre C-130Es fra 6 Squadron (Entelopes), som er baseret på Nur Khan – Islamabad International Lufthavn.

Royal Air Force medbragte seks Eurofighter Typhoon FGR4s, som havde sammensat et team på 20 piloter fra 11. Squadron baseret på RAF Coningsby sammen med omkring 150 ground supportcrew, herunder ingeniører og kommunikation specialister.

US Air Force medbragte tolv McDonnell Douglas F-15Cs fra 493th Fighter Squadron baseret på RAF Lakenheath, og hvor den sidste udenlandske deltager, kom fra det spanske luftvåben, der deltog med seks McDonnell Douglas EF-18A (M) Hornets fra ALA15 baseret på Zaragoza.

“Turkish Air Force stillede med over 45
F-16 fly
til øvelsen.”
En C-130 fra Pakistan Air Force ankommer på øvelsens sidste dag, for at hente personel
og udstyr, inden turen går tilbage til Pakistan for de seks F-16 som Pakistan Air Force havde med til øvelsen.
En EF-18A fra det spanske luftvåben under take-off.

Türk Hava Kuvvetleri – THvK
Hjemmeholdet, det tyrkiske luftvåben (Türk Hava Kuvvetleri – THvK), deltog blandt andet med følgende frontline fighter enheder:
  • 132 Filo “Dagger (Hançer)”
  • 141 Filo “Kurt (Wolf)”
  • 143 Filo “Öncel”
  • 151 Filo “Bronze (Tunc)”
  • 152 Filo “Raider (Akinci)”
  • 161 Filo “Bat (Yarasa)”
  • 162 Filo “Harpun (Zipkin)”
  • 182 Filo “Hawk (Atmaca)”
  • 191 Filo “Cobra (Kobra)“
  • 192 Filo” Tiger (Kaplan)“

Alle opererer forskellige versioner af Lockheed Martin F-16 Fighting Falcon. Turkish Air Force stillede med over 45 F-16 fly til øvelsen. De mange tyrkiske F-16 blev trukket fra hele deres store flåde af Block 30, 40, 50 og 50 + fly fra en række forskellige eskadriller.

De mest bemærkelsesværdige, var de F-16 Block 50+ fly udstyret med konforme brændstoftanke (CFT), og to sædet D version, som har den store firkantede “rygsøjle”.

Det er de nyeste tilføjelser til Turkish Air Force, som er blevet produceret lokalt i Tyrkiet, af Turkish Aerospace Industries (TAI) under Peace Onyx IV aftalen, hvor den sidste blev leveret i 2012.

Turkish Air Force stillede også med McDonnell Douglas F-4E 2020 Terminators fløjet af besætninger fra:
  • 111 Filo “Panther (Panter)”
  • 171 Filo “Pirates (Korsan)”

Det billige alternativ
De opgraderede F-4E 2020 er i stand til at bruge en lange række moderne våben, herunder laserguidede bomber, og AGM-65 Maverick missiler. Det er stadig en formidabel platform trods den er betydeligt mindre adræt, end mere moderne typer, hvor tilføjelsen af Rafaels Litening III avancerede målsøgnings pod også øger dens effektivitet. Under øvelsen var et par F4-Es udstyret med AGM-142 Popeye missil.

Der blev fløjet to missioner hver dag (Eagle 1 og 2) under øvelsen, med en morgen mission og en eftermiddag mission, hver med op til 60 fly. Under missionerne, gav det tyrkiske luftvåben støtte ved hjælp af air tankning, via deres KC- 135 lufttankere, og taktisk transport med C-130 Hercules og CASA 235s.

Den hjemlige SAR enhed fra Konya Air Base, 135 Filo, med sine Eurocopter AS532UL Cougar helikoptere deltog ikke aktivt i øvelsen, men forblev på CSAR standby i hele perioden, hvis noget skulle gå galt under missionerne.

Værdien af øvelser som Anatolian Eagle kan ikke overvurderes. Tyrkiets beliggenhed, på grænsen mellem Europa og Asien, gør det let tilgængeligt for deltagere fra begge kontinenter at deltage.

Med fremragende faciliteter som dem, der tilbydes af Red Flag i USA eller Maple Flagi Canada, med deres sofistikerede trusselbaserede scenarier, og med svindende forsvarsbudgetter i disse tider, er det let at se, hvordan Tyrkiet og deres Anatolian Eagle øvelse kan være et attraktiv alternativ for nationer, der ønsker fremragende uddannelse i luftkamp, til en brøkdel af de omkostninger det koster at sende deres enheder til Nordamerika.
“Værdien af øvelser som Anatolian Eagle
kan ikke overvurderes.
En ikke helt normal F-16 som vi kender den. Denne F-16D Block 50+ fra det tyrkiske luftvåben (Türk Hava Kuvvetleri – THvK), har både den store firkantede “rygsøjle”, og konforme brændstoftanke (CFT).

Northern Edge – 2015

Northern Edge 2015 – a large-scale exercise

Northern Edge can trace its roots back to 1975, with exercise Jack Frost (1975-1979), then Brim Frost (1981-1989),
Arctic Warrior (1991-1992). The first Northern Edge exercise was held in 1993.
Northern Edge 2015
Large-scale exercises and the opportunity to test experimental equipment between different branches of the US armed forces, including the US Army, Marine Corps, Navy, Coast Guard and Air Force, is a rare opportunity these days.

In June 2015, the Alaskan Command gave around 6000 troops from all these branches just such an opportunity during exercise Northern Edge 2015 (NE15). In Alaska, the participants had to train interservice cooperation between all the different branches, as well as working with units from bases outside Alaska.

Even though it was an “air-centred” exercise, four US Navy ships as well as troops and ground vehicles joined close to 200 aircraft during the two week long exercise during June of 2015. The host, Alaskan Command, described this as:

“Alaska’s leading joined training exercise, designed to train operations, techniques and procedures, and to increase the interoperability between the service branches.”

An F-15C during takeoff from JBER.
This “ZZ”-bird is usually based at Kadena AFB in Japan.
“Even though it was an “air-centred” exercise, four US Navy ships as well as troops and ground vehicles joined close to 200 aircraft.”
Roots dating back to 1975
Northern Edge can trace its roots back to 1975, with exercise Jack Frost (1975-1979), then Brim Frost (1981-1989), Arctic Warrior (1991-1992). The first Northern Edge exercise was held in 1993.

Alaskan Command is unique in the sense that it is made up of units from many different branches, who together defends America’s “Last frontier”. Even though they report directly to the US Northern Command, Alaskan Command units routinely work with the geographically close US Pacific Command units.

While foreign units routinely participate in the smaller, compared to Northern Edge, Red Flag Alaska exercise, Northern Edge is only for American units and troops.

Usually Northern Edge takes place every other year, but it was cancelled in 2013 due to the sequestration, which put a stop to all non-essential exercise due to the financial crises facing the USA at the time. This meant a four year gap before the next NE was held in 2015.

Ground breaking technology changes fast, and NE is a prime opportunity to test and validate current and future hardware and software, in a “close-to-reality” combat environment. More than a dozen high-end experiments and simulations were planned during NE15, including a complete failure of the GPS system, and a major software test on the F-16.

The 49th state
Large scale radar/anti-radar and electronic countermeasures training can be conducted at the vast Joint Pacific Alaska Range Complex (JPARC) where NE15 took place.

It is not necessary to be in the 49th state in order to participate in NE15. One Alaskan Command press release stated: “NE15 is the largest military exercise planned in Alaska this year, with real and virtual participants from all over the USA, practicing together with real players”.

Planning for the exercise began one year before the exercise took place. Identifying different goals and experiments were done early, and participants committed themselves to the exercise soon after. Not all participants were military organisations. A number of civilian contractors were present to test, validate or showcase their military hardware.

To cover all scenarios, and give the participants the opportunity to achieve their goals, a couple of large training areas in Alaska were used.

The entire JPARC airspace covers around 157.000 square kilometres over land in the southern and central part of Alaska, as well as a separate area of about 130.000 square kilometres over the Gulf Of Alaska (GOA) were used during NE15. Adding to this, a special corridor between the two airspaces were set up by the FAA, so the participating aircraft could travel from one airspace to the other, without getting into conflict with civilian traffic.

The participation of US Navy submarines attracted the attention of US Navy’s fixed wing patrol aircraft as well as helicopters launched from three destroyers.

A Temporary Maritime Activities Area (TMAA) was set up off the coast of Alaska. Inside the TMAA, assets hunting for the participating submarines could drop sonar buoys.

A lot of residents in Alaska depend on the ocean, not only to make a living, but also as part of their cultural heritage.
When flying in the newest and most advanced fighter in the USAF inventory,
then you have to look cool, even when you have the visor up.

“The Alaskan Command is proud of its environmental conservation, and will go to great lengths to minimise the damage to the environment.
Several units had made the trip from Japan to Alaska.
Here are two F-15C from Kadena AFB, Japan, before it was their turn to get some jet fuel.
This factor meant that the Navy worked very hard to communicate how the exercise would impact the environment of Alaska as little as possible. Almost 1200 sonar buoys were dropped, all of which emit acoustic noise, which could impact the environment.
Here are some snippets from the Alaskan Command press release regarding the protection of the environment:

“Environmental protection is an integrated part of the exercise.

… The Alaskan Command is proud of its environmental conservation, and will go to great lengths to minimise the damage to the environment.

… Previous Northern Edge exercises were analysed in US Navy 2011 Gulf of Alaska Final Impact Statement (EIS).

… TMAA was designed to avoid critical habitats, and even though it is not possible to avoid all fish or marine habitats, activities are rare and spread out over the entire TMAA. US Navy’s training activities follows an extensive set of rules and regulations, meant to minimise the potential risk for marine life. US Navy has conducted Northern Edge and other large exercises in the Gulf of Alaska for many years without significant damage to the environment.

For future exercises, starting from 2016, the US Navy is currently working on a supplement to the original 2011 EIS, and seeks a renewal of the permissions from the Marine Mammal Protection Act and Endangered Species Act.”

The US Army and US Air Force have recently updated their EIS for the JPARC.

Joint Base Elemndorf-Richardson
The two large US Air Force bases Eielson AFB and Joint Base Elmendorf-Richardson were used during the exercise, and supported the flying assets during NE15.

Several US Army bases were also used during the exercise, including Fort Greely and Fort Wainwright, which was used for a large paradrop using C-17s. A Tactical Air Operations Centre (TAOC) was set up at Joint Base Elmendorf-Richardson (JBER), close to the town of Anchorage.

JBER is geographically located closer to the Gulf of Alaska than Eielson AFB, which is located 600 km to the north, close to the town of Fairbanks. Most for the US Navy flying assets were therefore base at JBER. Usually most of the tactical flying assets are based at Eielson AFB during large-scale exercises, as it shortens the flight time between the base and the airspace over JPARC. During NE15, the flying operations were split between the TMAA area over the Gulf of Alaska and the over-land area of JPARC.
It was all branches of the armed services, who participated in Northern Edge 2015 exercise. Here’s a USMC KC-130J for example.

Two VFA-154 “Black Knights” from NAS Lemoore is waiting for their wingmen
to finish, so it’ll be their turn to get some additional jet fuel from the tanker.
US Navy
US Navy P-8 Poseidons and P-3 Orions operated from JBER, together with E-2D Hawkeyes while VX-9 Vampires were there with their F/A-18E/F Super Hornet and EA-18G Growler test aircraft. They were joined by a couple of active west coast Navy Hornet squadrons, as well as numerous F-15C and F-16C/D’s from the US Air Force test units at Eglin AFB, Nellis AFB and Edwards AFB.

Also at JBER was the Japan based F-15C from Kadena and the US Marine Corps VMGR-152 with their KC-130 from Iwakuni. All participating F-22 Raptors (one squadron from Langley AFB and two squadrons resident to JBER), and the E-3 Sentry AWACS aircraft also operated out of JBER during NE15.

Besides all these military aircraft, a number of civilian aircraft also flew from JBER during the exercise. Among these were Hawker Hunter’s from ATAC and L-3/Flight Internationals Learjets acting as hostile aircraft and target towing. Larger civilian aircraft, like Northrop Grumman’s rare BAC-1-11 test bed also flew out of JBER.

Eielson AFB
Eielson AFB further north had more US aircraft from Japan stationed, including US Marine Corps F/A-18D Hornets from VMFA(AW)-242 from MCAS Iwakuni and US Air Force 13th Fighter Squadron F-16Cs from Misawa AFB. F-15E Strike Eagles from 4th Fighter Wing at Seymour-Johnson AFB and VMAQ-2 EA-6B Prowlers from MCAS Cherry Point also flew from Eielson AFB.

To accommodate the long mission, a local Tanker Task Force (TTF) were established and run from the base. This TTF had four KC-10’s and ten KC-135’s, which rotated between the different training sorties.

It was common for the TTF to have 7-9 tankers airborne for each sortie. US Air Force 18th Aggressor Squadron, who is based at Eielson, played the role as Red Air during the exercise.

Three large civilian aircraft, a Falcon, a Sabreliner and a Cessna Caravan, participating in the exercise also flew from the base. Their mission was to test new equipment.

In addition to all the aircrafts based in Alaska, a number of other aircrafts also participated in NE15, but flying directly from their home bases in the continental USA. B-2 Spirits from Whiteman AFB, RQ-4 and U-2 reconnaissance aircrafts from Beale AFB, B-52’s from Barksdale and B-1B’s from Dyess AFB, were all part of NE15 while flying from their home bases. Satellites and other space-based assets were also controlled from outside Alaska.

“TTF has four KC-10’s and ten KC-135’s.
A civil aggressor, in the form of a Hawker Hunter from ATAC, also participated in the exercise.
An AWACS E-3C Sentry from Kadena AFB taxis out for another mission.

The good and warm summer
Thanks to an uncharacteristic clear and warm weather, NE15 had fantastic flying conditions, which were far better than usual – at least for the first week of the exercise.

During the second week, some areas and bases were hit, more or less severe, by smoke from some of the many forest fires that hit Alaska over the summer.

During the summer of 2015, Alaska had around 250-300 simultaneous forest fires, which did affect the flying during the second week of the exercise.

NE15 took place around the summer solstice, which meant close to 20 hours of daylight each day, giving the exercise an extra dimension with that many daylight hours.

NE15 gave thousands of US military personnel valuable inter-service training. Groundbreaking technologies were tested, already validated technologies were improved and large groups of aircrafts worked together over the training areas in Alaska.

NE15 not only sharpened the edge of the US military, it also tested equipment that will be used in future military operations.

A big “Thank you” to Capt. Anastasia Wasem, Director, Public Affairs Alaskan Command, Capt. Tania Bryan, USAFR Director, Joint Information Bureau and Maj. Elizabeth Magnusson, USAFR for making this article possible.

Eskadrille 723 – Den martime eskadrille

Den martime eskadrille

Denne “Marine Flights” primære opgave var at deltage i overvågningen af de færøske og grønlandske farvande
fra inspektionsskibe i Nordatlanten. FLYMAG kigger nærmere på historien, og fremtiden i Eks. 723.
Søværnets Helikoptertjeneste
Bag navnet ‘Eskadrille 723’, finder man i dag, hvad der tidligere hed Søværnets Helikoptertjeneste. Søværnets Helikoptertjeneste blev først dannet som en “Flight” under Eskadrille 722, som også dengang havde Search And Rescue(SAR) rollen, da man modtog de første Alouette III-helikoptere i 1962.

Denne “Marine Flights” primære opgave var at deltage i overvågningen af de færøske og grønlandske farvande fra inspektionsskibe i Nordatlanten.

I 1977 blev flighten udskilt fra 722, og man oprettede den som en selvstændig myndighed under Søværnets Operative Kommando, med navnet Søværnets Flyvetjeneste. I 1980 begyndte Søværnets Flyvetjeneste udskiftningen af de otte Alouette-helikoptere til otte Westland Lynx Mk. 80-helikoptere. Senere blev to Mk. 90-helikoptere indkøbt, som erstatning for to havarerede Mk. 80.

Efter Forsvarsforliget i 2000 blev det besluttet at Søværnets Flyvetjeneste skulle udskilles fra Søværnet og overgå til Flyvevåbnet som en selvstændig eskadrille (Eskadrille 728) under operativ kommando af Flyvertaktisk Kommando (FTK). Samtidig skulle Hærens Flyvetjeneste (HFT) omdannes til Eskadrille 724, også under FTK.
På vej ind til landing på Flyvestation Karup, hjemsted for Helikopter Wing Karup,
som huser Eskadrille 723.

“Det blev derfor besluttet at Søværnets Flyvetjeneste skulle forblive i Søværnet, dog stadig på Karup, men nu undernavnet Søværnets Helikoptertjeneste.”
Lynx-helikopteren, her fra Esk. 723, er en meget manøvredygtig helikopter.
Eskadrille 723
Samtidig skulle eskadrillen flyttes fra Værløse til Karup. Den administrative overførsel af Søværnets helikoptere blev dog ikke til noget, da internationale forpligtelser, herunder nedrustningsaftaler ikke tillod Flyvevåbnet at være i besiddelse af så mange helikoptere; de otte Sikorsky S-61 Flyvevåbnet allerede havde, plus tretten AS 550 Fennec, og seksten H-500 Cayuse fra Hæren, samt de otte Lynx fra Søværnet.

Dette skyldtes at hvis helikopterne var en del af Flyvevåbnet, blev de betragtet som et våben, hvorimod hvis de var i søværnet, indgik de som en del af skibet. Det blev derfor besluttet at Søværnets Flyvetjeneste skulle forblive i Søværnet, dog stadig på Karup, men nu undernavnet Søværnets Helikoptertjeneste. Skiftet skete formelt d. 1. januar 2004.

Efter udfasningen af H-500 Cayuse helikopteren var det nu muligt at samle alle helikoptere i Flyvevåbenet, og som en del af Forsvarsforliget i 2009 blev det vedtaget at Søværnets Helikoptertjeneste, skulle overføres til Flyvevåbnet den 1. januar 2011 som Eskadrille 723.

Eskadrille 723 blev dermed den tredje eskadrille i Helicopter Wing Karup. De to andre er Eskadrille 722, som består af fjorten AgustaWestland AW101 Merlin-helikoptere, og Eskadrille 724, der består af otte AS 550 Fennec-helikopterne fra HFT. Samtidigt blev Flyveskolen, der udvælger piloter til Flyvevåbnet, også underlagt Helicopter Wing Karup.

At gå fra Søværnets Helikoptertjeneste til Eskadrille 723 har ikke betydet en kæmpe omvæltning, da eskadrillen altid har været baseret på flyvestationer, og det er mest på det administrative plan, der har været omvæltninger. F.eks. er eskadrillen ikke længere selvstændig myndighed, men underlagt Helicopter Wing Karup som de andre eskadriller. I praksis for personalet er opgaverne de samme.

Man kan opdele Eskadrille 723’s opgaver i to overordnede områder; Nationale og Internationale opgaver. De nationale opgaver dækker om blandt andet farvandsovervågning i Danmark, støtte til politiet, som f.eks. da ungdomshuset blev ryddet, var det en Lynx der satte politiet af på toppen af bygningen, men også støtte til Grønland og Færøerne, som var det der startede hele den maritime helikoptertjeneste.

Fokusområderne har rykket sig over tiden, og i dag varetager eskadrillen færre opgaver end tidligere, men beredskabet er der stadig. En del af de civile opgaver er i dag blevet overtaget af civile helikoptere, som f.eks. transport af forsyninger til ødeområder, da civile helikoptere er blevet mere og mere udbredt, og det er ikke forsvarets opgave at konkurrere på noget, der er et civilt problem. Eskadrillen er stadig til stede, og bistår i nødstilfælde, og har samtidig fået andre opgaver, og er der mere som en udrykningstjeneste.

Eskadrille 723 har en Lynx-helikopter på både Grønland og Færøerne, 365 dage om året, enten ombord på et skib, eller på fastlandet. Støtten til Grønland og Færøerne, samt tilstedeværelsen i Nordatlanten består af mange forskellige opgaver, herunder; Search And Rescue, fiskeriinspektion, assistance til søværnets operationer, udlægning af depoter til sirius-patruljen, støtte til lokalsamfundet, samt suverænitetshåndhævelse.

Eskadrillens nok mest kendte internationale opgave er de syv år de har været ved Afrikas horn, i jagten på pirater. En opgave, som dog teoretisk ikke er ny for 723, hvor det før var det tidligere Sovjetunionen, man øvede sig i at bekæmpe, og overvåge. Denne opgave er nu flyttet uden for de danske grænser, og til internationalt farvand øst for Afrika.

En international opgave der startede tilbage i 2008, hvor Danmark sendte det første skib, med tilhørende Lynx-helikopter, fra Eskadrille 723 ned til varmere farvande. Her havde de til opgave at patruljere et havområde på størrelse med hele Europa. Det er ikke kun Danmark, som har taget denne kamp. Mange andre lande har deltaget, og der har gennemsnitligt siden 2008 været omkring 20-25 krigsskibe i området.
Lynx-helikopteren hvor den bruger meget af dens tid, over vandet.

“Ofte får blot lyden og synet af en helikopter
med et tungt maskingevær mange pirater
til at give op.”
Normalt er Lynx-helikopteren ikke bevæbnet, men den kan
udstyres med et tungt maskingevær.
Hvis man skal forsøge at forstå omfanget af en patruljering, så tænk på at have 20-25 knallerter, som kører rundt i hele Europa. Det er ca. hastigheden for disse skibe, og hvert skib har dermed et kæmpe område de skal sikre. Det er her, hvor det er fantastisk at have en helikopter om bord, da det giver meget mere fleksibilitet, og nedsætter reaktionstiden.

Lynx-helikopteren har dog stadig en begrænset rækkevidde, og på grund af varmen er rækkevidden endnu mindre dernede for de danske Lynx-helikoptere, da de ikke kan have så meget brændstof med.

Helikopteren har til opgave at identificere mulige piratbåde, og melde det tilbage til flådestyrken. Er det pirater, så skal man finde ud af hvad man skal gøre. Er det et angreb der er på vej, så er der visse “Rules of engagement”, der beskriver hvordan man har mulighed for at stoppe angreb, f.eks. ved hjælp af det tunge maskingevær, som Lynx-helikopteren har monteret netop til dette formål.

Disse “Rules of engagement” er en lang række regler der skal være opfyldt, før besætningen må åbne ild. Og det er ikke dødelig ild, der åbnes, men advarselsskud, eventuelt opfulgt af skud på skibets bov. Ofte får blot lyden og synet af en helikopter med et tungt maskingevær mange pirater til at give op, og det er også blevet brugt mange gange, med stor succes.

Det har været helikopteren der har fundet omkring 90-95 procent af de pirater, der blev fundet i området, hvor det danske skib var, hvilket i sig selv siger, at det er en stor gevinst at have helikopteren med ombord.

Stratetisk ændring
De første par år blev der nærmest fundet pirater ved hver mission der blev fløjet, hvor helikopterens besætning fangede pirater på deres radar. Skibet planlagde så hvad der skulle gøres, når helikopteren havde fundet en piratbåd. Ofte blev det til en kombination af Lynx-helikopteren fra luften, og frømandskorpset fra vandet, som lavede et koordineret angreb for at fange piraterne.

I starten skete det ofte, at skibet blev kaldt ud til skibe, der allerede var under angreb. Her var det tit at det var for sent at komme dem til undsætning, da piraterne angriber i små hurtige både, og med et geografisk område på størrelse med Europa, var det ikke muligt at have et krigsskib i nærheden af hvert enkelt skib i området. Derfor ændrede man strategi, og fandt ud af hvor piraterne gik ud fra Somalias kyst, og så lå man mere eller mindre på lur, til at de kom ud med deres moderskibe.

Den danske indsats med skib og Lynx-helikopter har flere gange været med til at pågribe moderskibe, alt i alt en stor succes. I dag er opgaven mindre, da der næsten ingen pirater er tilbage i området. Det skyldes til dels den massive tilstedeværelse af militære fartøjer, bevæbning af handelsskibe i form af bevæbnede vagter, samt en stor indsats i landene for at få piraterne sat i arbejde, og få en dagligdag til at hænge sammen.

Det må betegnes som en opgave der er løst med stor succes, og opgaven med piratjagt er på retur.

Danmark fik sin første Lynx-helikopter tilbage i 1980, og platformen er dermed mere end 30 år gammel. Dette gør ikke Lynx-helikopter til en dårlig helikopter; den betegnes som en lille og hurtig helikopter, som er helt fantastisk til opgaverne i Nordatlanten. Helikopteren blev designet som en skibshelikopter, med landinger på små skibe som speciale.

Helikopteren er utrolig stærk, og føles som en sportsvogn på en racerbane, der kan lande på et lille skib i hårdt vejr. Helikopteren har været en utrolig arbejdshest for Danmark, og har formået at fuldføre sine opgaver til perfektion, og har kunnet tilpasse sig de opgaver den har fået stillet.

At lande på et skib er ikke så svært, hvis vejret er godt, men vejret er ikke altid godt. Der er mange udfordringer ved en skibslanding, da piloten lander på en utrolig lille platform, og konsekvensen er meget stor hvis han rammer ved siden af.
Inde fra cockpittet i Lynx-helikopteren, mens den laver et skarpt drej.
Dette påvirker ikke piloterne, som er vant til disse manøvre.

At flyve fra skibe
Det er dog ikke sådan, at man skal være tryllekunstner for at lande på et skib, for hvis man som helikopterpilot kan lande på en heli-pad, så kan man også lande på et skib, da de to størrelser svarer forholdsvist til hinanden. Det at man lander forholdsvis tæt på hangaren på skibet påvirker det psykiske i landingen, hvilket kan være skræmmende de første gange man gør det.

Det kræver øvelse for at få det psykiske overtag til at lande på skibet, hvilket er en del af træningen af piloterne. Der er dog rigeligt med plads ombord på skibet, og man kan sammenligne det med dengang man lige havde fået sit kørekort til bil, og man skulle parkere. Her synes man at der ingen plads var, og man var virkelig bange for at ridse bilen, og man sneglede sig ind i båsen. Da man havde parkeret, og steg ud, så man at man alligevel havde en meter til hver side.

Den største udfordring for Lynx besætningen er at arbejde i Nordatlanten, da der bliver fløjet uden at have nogle alternative landepladser, og kun dem selv som meteorologer. Da vejret kan være utroligt omskifteligt, og det pludseligt kan lukke helt ned med tåge fra det ene øjeblik til det andet, og så kan de ikke bare flyve et andet sted hen. Det er en større udfordring, end det håndværksmæssige, ved at parkere den på et skib. Vejret og ingen alternativer er den største udfordring ved at flyve en maritim helikopter.

Træningen af piloterne i Eskadrille 723 er meget lig den træning de to andre helikoptereskadrillers piloter modtager. Dog specialiserer 723’s piloter sig i noget, der hedder ‘Low level instrument’, som er flyvning lavt hen over vand. Det at flyve lavt og hurtigt er ikke noget nyt for en helikopterpilot, som typisk ligger i omkring 400 fod, når de flyver lavt.

Men når 723’s piloter flyver lavt og hurtigt, ligger de helt ned til 50 fod. De stoler på deres instrumenter, og bruger deres radar til at sikre at de kan flyve sikkert. Alt dette gøres både om dagen og om natten. Foruden at være eksperter i lavtflyvning, øver de søkrig, hvor de er med til at udpege fjenden over vand, samt redninger i arktisk vand, samt skibslandingstræning.

Når helikopterne bliver sendt ud på skibene, så er både helikopter og besætning gæster på skibet og der er intet problem i at falde fint ind med den øvrige besætning på skibet. Helikopteren er ombord på skibet under hele udsendelsen, hvor der foruden besætningen til at flyve helikopteren, også er 2 teknikere med. Teknikerne kan klare den type reparationer, der normalt dukker op ved normal flyvning.

De har ekstra reservedele og værktøj med til at kunne håndtere dette. Rotorblade, motorer osv. kan de også udskifte, hvis nødvendigt, om bord på skibet, dog ikke i høj søgang.

På vej retur til hjembasen for denne Esk. 723 Lynx-helikopter, Helikopter Wing Karup.
Lynx helikopteren over den jyske hede.

Eftersyn uden i verden
Der kan dog opstå ting, som kræver mere ekspertise, hvilket kræver at der kommer ekstra teknikere i en periode. Normalt bliver der også sendt teknikere op med ekspertise i rotorskift og motorskift, når dette er nødvendigt at gøre på helikopteren, da det oftest går hurtigere, og hvis der går noget galt, så er det altid rart at have en ekspert på skibet.

Der bliver årligt fløjet 450 timer ved Grønland, hvilket betyder at den Lynx der er ombord på skibet, vil ramme to 200 timers eftersyn under en udsendelse. Dette 200 timers eftersyn kan ikke varetages ombord på skibet, og hvis et stel rammer omkring de 200 timer, så kan det enten flyves hjem på den ene eller anden måde, eller hvad der oftest sker, er at hvis skibet ligger ved kaj i en større by, f.eks. i Reykjavik.

Det vil så være muligt at sætte det stel af på Keflavik-basen, hvor der er hangar faciliteter, som teknikerne kan bruge til eftersynet. Til sådan et eftersyn vil der blive fløjet det nødvendige personel op, således at eftersynet kun tager lidt over en uge.

Når eftersynet er foretaget, flyver man helikopteren tilbage til skibet, da det typisk ikke ligger i havn under hele forløbet. Det er et stort koordineringsarbejde og logistisk arbejde, som planlægges året før, for at få så lidt tid uden helikopter som muligt, og for at optimere processen omkring helikopterens rådighed.

Fremtiden – MH-60R Seahawk
Den mere end 30 år gamle Lynx-helikopter står for udskiftning, og i opstarten af konkurrencen omkring at erstatte Lynx-helikopteren, var følgende helikoptere kandidater:
  • MH-60R Seahawk
  • H-92 Superhawk
  • AW159 Wildcat
  • AW101 Merlin
  • NH90

De to nederste kandidater var kendinge fra udskiftningen af S-61 Sea King-helikopteren til Eskadrille 722, hvor AW101 (dengang navngivet EH-101) Merlin helikopteren vandt.

En anden “velkendt” helikopter på listen var en opgraderet version af Lynx-helikopteren, AW159 Wildcat. Wildcat-helikopteren bygger på den gamle Lynx platform, men med helt ny indmad og motorer.

I opløbsfasen var der tre kandidater tilbage, hvor to af dem var på den oprindelige liste fra opstarten, og en ny;
  • MH-60R Seahawk
  • AW159 Wildcat
  • AS565 MB Panther

I sidste ende blev det den amerikanske MH-60R Seahawk fra Sikorsky, der i 2012 vandt kontrakten på at erstatte de danske Lynx-helikoptere med ni nye Seahawks. Seahawk-helikopteren bygger på den kendte UH-60 Blackhawk-helikopter, som har været været i service med det amerikanske militær siden 1979.

MH-60R Seahawk-udgaven har dog ikke meget tilfælles med en UH-60 fra 1979, andet end at de i grove træk ligner hinanden. De nye MH-60R er en opgraderet version af SH-60B Seahawk, som den amerikanske flåde har brugt i mange år.
“I sidste ende blev det den amerikanske MH-60R Seahawk fra Sikorsky, der i 2012 vandt kontrakten på at erstatte de danske Lynx-helikoptere.”
Lynx-heliopteren laver ringe i vandet, mens den hover over fjorden.

Hvad fremtiden kommer til at indebære for Esk. 723; MH-60R Seahawks.
Her ses en række Seahawk helikoptere fra US Navy.
Den gennemprøvede platform
En gennemprøvet og solid platform, som sammenlignet med den nuværende Lynx, som Eskadrille 723 flyver i dag, kan meget mere, og som er både større og tungere, har en større kapacitet, samt helt nye avionics, i form af bedre sensorer, radar, radioudstyr, og længere endurance, således at det er muligt at holde helikopteren i luften i længere tid, hvilket øger dens missionsradius.

Kabinestørrelsen på Seahawk-helikopteren er større end den danske Lynx, men den er ikke kæmpestor og slet ikke på størrelse med en EH101. En forskel med at gå fra 4 til 5 personer, hvor de 2-3 af pladser allerede er optaget af kabinepersonale, så går man fra 1-2 passager til 2-3 passagerer, altså en forøgelse på 50-100%. En opgradering med teknologi der er 30 år længere fremme, giver nye muligheder i forhold til Lynx, og nye arbejdsopgaver.

FLYMAG vil kigge nærmere på MH-60R Seahawkhelikopteren, og hvordan Eskadrillen 723 vil bruge den, efter at de har modtaget de første Seahawkhelikoptere i løbet af 2016.

En stor tak til Helikopter Wing Karup, Eskadrille 723, Eskadrille 724 og især KIR, LER, REF og Christer Haven for muliggørelse af denne artikel.

Red Flag – Alaska 14–2

Red Flag – Alaska 14–2

“The last frontier”, som Alaska også er kendt som, byder på nogle muligheder for at træne i realistiske omgivelser og scenarier.
FLYMAG var med til Red Flag – Alaska 14-2.
Red Flag Alaska
Med et af de største luftrum i nordamerika tilgængeligt, tilbyder Red Flag Alaska et uovertruffen klasseværelse for alle de piloter, og deres flyvere der deltager i øvelsen. Øvelsen, som er en af de største øvelser for USAF Pacific Air Forces (PACAF), er predt ud over to USAF baser, Eielson AFB øst for Fairbanks, og Joint Base Elmendorf-Richardson nord for Anchorage, samt US Army baserne, Fort Wainwright i Fairbanks og Fort Greely syd øst for Fairbanks.

Den varierede topografi under luftrummet i Alaska, indeholder bjerge, brede sletter og dale. I de specielle ranges i området, er der en omfattende række af mål og elektroniske “combat threat simulators”, der bruges til at teste missions planlæggere,og piloternes færdigheder.

Missionerne i dette miljø giver piloterne nogle erfaringer, og muligheder, som ikke ville være tilgængelige der hvor de normalt er baseret, og er en stor årsag til den verdensomspændende deltagelse til disse tre eller fire årlige øvelser. Hver to-ugers øvelse er en glimrende mulighed for at træne realistisk kamp flyvning, teste taktikker, og endda validere nyt udstyr i et miljø, der ligger meget tæt på faktiske luftkampe, som man ville finde i en krigszone.

En RAAF C-130J under start fra JBER, på vej ud til en Red Flag Alaska mission.
“Med et luftrum der spænder over hele 170.000 kvadratkilometer, giver det, foruden muligheden for at flyve hurtigere end lydens hastighed.”
Det store luftrum
En vigtig fordel ved at bruge de forskellige ranges i Alaska er, at supersonisk flyvning er tilladt i den største del af dem, og normalt er det ved, og over 30.000 fod MSL (Mean Sea Level).

Der er dog visse områder, hvor hurtigere end lydens hastigheds-flyvninger er tilladt ved lavere højder; enten ved 15.000 MSL eller 5000 fod AGL (Above Ground Level). Manglen på mange restriktioner, i forhold til deltagernes normale hjembase, giver mulighed for mere realistisk træning, mens de deltager i RF-A øvelsen. Derudover er brugen af defensive chaffs og flares i Alaskas ranges tilladt, hvilket gør at piloterne kan bruge alle af flyets kapacitet under øvelsen.

Med et luftrum der spænder over hele 170.000 kvadratkilometer, giver det, foruden muligheden for at flyve hurtigere end lydens hastighed, også mulighed for at enhederne kan øve low-level flyvning i subsoniske hastigheder, hvor de har mulighed for at flyve helt ned til 500 fod AGL. Dette giver enhederne nogle muligheder, for at øve missioner, som de ikke har mulighed for på deres hjem baser. En F-22 pilot fra 90th Fighter Squadron fortalte, dog at de ikke kom under 10.000 fod, med mindre at der opstår en teknisk fejl på deres jets.

Øvelsen bestræber sig på at give deltagerne, i luften, såvel på jorden, et så realistisk scenarie, som overhovedet muligt. Dette gøres for at give de deltagende piloter, soldater, såvel som ground crew, mission planlæggere med mere, en erfaring de ellers kun ville have fået i krig. Dette øger først og fremmest deres forståelse for at arbejde sammen som en stor koalition, men også øger deres chancer for at overleve faktisk kampe i krig, markant.

Blue vs Red
I løbet af de sidste to uger af juni 2014, brølede Red Flag Alaska 14-2 (RF-A 14-2) på himlen og på jorden af “The Last Frontier”. Amerikanske crew og flyvere, der normalt er hjemmehørende i Florida, Kansas, Nevada, Washington, og Sydkorea fløj sammen med australske og japanske allierede.

Besætninger og fly baseret i Alaska deltog også. De amerikanske enheder kom fra Air Force, Navy, og Air National Guard eskadriller. US Marines baseret på Cherry Point, North Carolina havde indsat et jordbaseret “Flyvertaktisk Operations Center” for at bistå “Blue Force”.

“Blue force” (de allierede kræfter), skal fuldføre en 10-dages væbnet konflikt. De slemme fyre, der er kendt som den “Red force”, udgiver sig for at være fjenden, og udgør derfor en trussel, i form af en adversarial udfordring / aggressors. Fra jorden kommer elektroniske countermeasures, eller simuleret antiluftskyts trusler. I luften er aggressor delen leveret af den Eielson AFB-baserede 18th Aggressor Squadrons F-16C fly, dog under RF-A 14-2, blev andre fly – herunder A-10Cs baseret i Sydkorea, brugt til at simulere anderledes luftbårne trusler, i dette tilfælde skulle de simulere de russisk byggede Su-25 Frogfoot.
F-15C fra Florida ANG deltog også i Red Flag Alaska 14-2.

JASDF F-15J venter på dagens næste Red Flag mission.
Udenlandsk deltagelse
Ikke alene bliver det simuleret at der skydes imod hinanden, men øvelses, samt live ordinance kan også kastes under øvelsen, afhængig af en enheds trænings budget, og de missioner de får til øvelsen. Dette giver igen mange enheder muligheder, de ikke har “hjemme”, hvor de ikke har mulighed for at kaste med live ordinance.

For RF-A 14-2, deltog Japan Air Self Defense Force (JASDF) i øvelsen, som en selvstændig pakke, bestående af F-15J fightere, en E-767 Airborne Warning and Control System (AWACS), og deres egne KC-767 tankers. En trio af japanske blå C-130H Hercules transport flyvere fløj missioner over vildmark i Alaska.

Før deres rejse mod øst fra Chitose Air Base til Eielson AFB, var det nødvendigt for de japanske F-15s at praktisere lufttankning (noget der ikke er en rutinemæssig begivenhed for dem der hjemme) før de kunne flyve over Stillehavet. Dette blev gjort, for at gennemføre turen uden at lave tidskrævende stop for at tanke. De blev “trukket” over Stillehavet af PACAF KC-135s.

Realistiske omgivelser og scenarier
Under selve øvelsen i Alaska, blev de lufttanket af deres egne KC-767 tankers. Royal Australian Air Force havde bragt et par af nyere C-130J-30 Super Hercules transporterer også; tre stop for brændstof var nødvendigt, for at nå hele vejen til Joint Base Elmendorf-Richardson.

RF-A missioner tilbyder en chance for at validere udstyr, og drift teknikker. Både de japanske og australske fly, benyttede de realistiske omgivelser, og scenarier til at evaluere og vurdere, hvordan de forskellige systemer ombord på nogle af deres fly virkede. Med elektronisk simulerede anti-luftskyts missiler, og de luftbårne aggressor F-16Cs, blev både defensive, og offensive systemer sat på en prøve til deres grænser uden egentlig, at der blev brugt live våben.

En pilot fra 18th Aggressor Squadron fortalte, at hver enhed bringer deres egne teknikker til “kampen”. Som Aggressor arbejder de for at udfordre disse teknikker, og gennem en øvelse, skifter begge parters planer og taktikker til at opfylde nye eller andre trusler.

Der er en masse diskussion, omkring den “erfaring”, som man har fået, både under, og ved afslutningen af disse øvelser. Når aggressorerne taber en kamp, er det faktisk en “lose-win-win” situation; som “Blue forces” vinder, har “Red forces” valideret deres modstanderes taktik.

To gange dagligt, er der en massiv launch af 50 til 60 fly, fra 2 flyvestationer. Lokalt baserede F-22A Raptors, E-3 Sentry AWACS, og transporterer opererer fra Joint Base Elmendorf-Richardson, mens Tanker Task Forces KC-135s, og hovedparten af fighterne, samt bombefly flyver fra Eielson AFB. Med deres afgangstider stramt kontrolleret på minuttet, starter fighterne i grupper af 2 eller 4, for at lave et samlet angreb, eller for at tilslutte sig til en kredsende KC-135 tanker, for at få til brændstof, således at de kan komme dybere ind i fjendes område.
“Med elektronisk simulerede anti-luftskyts missiler, og de luftbårne aggressor F-16Cs, blev både defensive, og offensive systemer sat på en prøve til deres grænser uden egentlig, at der blev brugt live våben.”
En KC-135 starter, med det flotte landskab i baggrunden. KC-135erne har en vigtig rolle i dette store “krigsspil”. Uden TTF – Tactical Tanker Force, ville det ikke være muligt at holde så mange fightere i luften samtidig.

Raptors fra Joint Base Elmendrof-Richardson (JBER) deltager ofte i Red Flag Alaska.
Return to base
Et par timer senere returnerer flyene, tilbage til deres flybaser i forskellige formation, og udfører “run and break” for derefter at komme ind i landings pattern. Ground crew begynder straks at forberede flyverne til deres næste mission. Der går omkring fire timer mellem morgen, og eftermiddag missioner. Tungere vedligeholdelsen blev udført natten.

En ting man hørte flere snakke om, under øvelse, var at Red Flag Alaska 14-2 var en værdifuld øvelse, uanset om du havde meget lidt, eller en enorm mængde erfaring. Det var en stor mulighed for at validere taktik og testudstyr under realistiske forhold.

En stor tak til SSgt. Jim Araos på Eielson AFB og SSgt. John Wright på Joint Base Elmendorf Richardson, for muliggørelsen af denne artikel.

Escadron de Chasse 02.005 – “Île-de-France”

Escadron de Chasse 02.005 “Île-de-France”

Eskadrillen er i dag en front-line enhed, en træningsenhed, og en konverteringsenhed for alle Mirage 2000 piloter i France Air Force.
Escadron de Chasse 02.005
FLYMAG var i november 2014 en tur ved den franske fightereskadrille EC 02.005.

Eskadrillen har været aktiv siden 1941 og krigsårene omkring 2. verdenskrig bød på godt 7.845 togter, 10.000 flyvetimer, 37 fjendtlige fly nedskudt, og over 500 ødelagte biler og lokomotiver. Tredive piloter dræbt, og 6 blev taget som krigsfanger.

Mange såret, nogle alvorligt. “Figther Sweeps” missioner har krævet sine ofre, og eskadrillen er for deres tapre handlinger blevet tildelt det franske “Croix de la Liberation”.

Denne artikel vil tage dig igennem enhedens utallige flytninger, og give dig et indblik i historien, som har formet enheden, til den den er i dag. ‘

Eskadrillen er i dag en front-line enhed, en træningsenhed, og en konverteringsenhed for alle Mirage 2000 piloter i France Air Force.

Ground crewet er igang med de sidste forberedelser inden at han overdrager denne
Mirage 2000C til piloten, som er på vej ud til en mørke mission.

Historien om “Île-de-France”
Den franske fightereskadrille EC 02.005 blev oprindeligt grundlagt som 340 (Free France) Squadron under Royal Air Force / No. 340 Squadron RAF, og skabt af Charles de Gaulle, på RAF Turnhouse (den nuværende EdinburghLufthavn) i Skotland den 7. november 1941, som en del af Le Groupe de Chasse IV / 2 (Fighter Group 4-2) “Ile de France”. Eskadrillen blev dengang udstyret med Spitfire Mk I fightere.

Den 29. november 1941 blev eskadrillen operationel og patruljerede i det nordlige britiske luftrum for at forsvare Skotland. I 1942 blev de flyttet sydpå for at begynde at udføre “fighter sweeps” over det nordlige Frankrig. Disse “fighter sweeps” gik ud på at opsøge, og nedskyde fjendtlige fly. Mellem den 1. april, og 8. april 1942 blev eskadrillen baseret på Redhill Aerodrome nær Gatwick, og derefter mellem den 27. juli 1942, og 20. marts 1943 på RAF Biggin Hill.

I marts 1943 blev eskadrillen trukket tilbage, og vendte tilbage til Skotland. De var dog ikke længe Skotland, og flyttede allerede i november 1943 til det sydvestlige England for igen at lave “fighter sweeps” missioner, og anti-skibsfart missioner ud for Bretagnes kyst. Eskadrillen tilsluttede sig Wing of the Second Tactical Air Force (2 TAF) i april 1944, hvor 340 Squadron hjalp med at give fighter dækning under landgangen i Normandiet, for efterfølgende at flytte til Frankrig i august.

En Mirage 2000C med fuld afterburner, tager afsted til endnu en mission,
med den flotte baggrunde fra bjergene omkring Orange.
“I krigsårene omkring 2. verdenskrig, fløj 340 Squadron 7.845 togter, og over 10.000 flyvetimer. Eskadrillen nedskød 37 fjendtlige fly, og over 500 ødelagte biler og lokomotiver.
Anden verdenskrig
Efter at være kommet videre til Belgien i september 1944, vendte eskadrillen tilbage til Storbritannien for at flyve eskorteringsmissioner for bombefly, og var lige baseret på RAF Biggin Hill mellem den 3. november og den 19. november 1944. I februar 1945 vendte eskadrillen tilbage til 2 TAF, som på daværende tidspunkt var baseret i Holland, hvor de fløj “fighter sweeps” i resten af krigen over Tyskland. Efter en kort periode under besættelsesmagten, blev 340 Squadron overført til Armee de l’Air (Armée de l’Air) den 25. november 1945.

I krigsårene omkring 2. verdenskrig, fløj 340 Squadron 7.845 togter, og over 10.000 flyvetimer. Eskadrillen nedskød 37 fjendtlige fly, og over 500 ødelagte biler og lokomotiver. Tredive af deres piloter blev dræbt, og 6 blev taget som krigsfanger. Mange flere blev såret, nogle alvorligt.

For deres tapre handlinger, blev 340 Squadron tildelt det franske “Croix de la Liberation”. Dette blev tildelt heltene fra befrielsen af Frankrig, og er en ekseptionel ære, kun overgået af “Legion d’Honneur”. Kun 18 blev tildelt til franske militære enheder. Ud over denne tildelingen af “Legion d’Honneur” til enheden, blev også 19 af enhedens medlemmer udpeget til ordren med titlen “Compagnon de la Liberation”.

Eskadrillen blev integreret i 5. Wing i juli 1947, og blev udstyret med Bell P-63 Kingcobra. Fra juli 1949 til januar 1951, vendte eskadrillen tilbage i krig, da den blev sat ind i Indokina-krigen.

I marts 1951 modtog enheden udnævnelsen af Fighter Squadron 02.005 “Île-de-France”, og flyttede til Air Base 115 Orange-Caritat, for at konvertere til De Havilland Vampire.

På dette tidspunkt blev enhedens historie fulgt nøje af en anden eskadrille baseret på Orange, EC 01.005 “Vendée”. Begge enheder har modtaget de samme flytyper, med et par måneders mellemrum, og blev tildelt de samme operative deployments lige efter hinanden. I september 1992 fik EC 02.005 “Île-de-France” den ære at være den første enhed i Armée de l’Air, der blev udstationeret i Saudi-Arabien, da de skulle håndhæve flyveforbudszonen over Irak, efter den første Golfkrig. Enheden har efterfølgende deltaget lignende operationer i Bosnien.

I årenes løb har eskadrillen fløjet Bell P63 Kingcobra, De Havilland Vampire Mk 1, De Havilland Vampire Mk 5, SNCASE Mistral, Mystere II, Mystere IV, Super Mystere B2, Mirage IIIC, Mirage F1C og endelig Mirage 2000.

Siden 1997 har EC 02.005 “Île-de-France” været ansvarlig for uddannelse, samt operationel konvertering af alle Mirage 2000 piloter, selvom deres vigtigste opgave stadig er luftforsvar. Til dette, er enheden udstyret med 17 tosædede Mirage 2000B, og 7 enkeltsædede Mirage 2000C jagerfly.

Den 11. juni 2010 blev EC 02.005 “Île-de-France”, og EC 01.012 Cambrai udsendt til Tchad for at erstatte de sidste tilbageværende Armée de l’Air Dassault Mirage F1 på det afrikanske kontinent.

Eskadrillen har efterfølgende været en del af QRA i Polen, som en del af reaktionen fra NATO på den russiske aggression i Ukraine, samt deltaget i QRA over Baltikum, som en del af Baltic Air Policing, hvor de har haft til opgave at yde luftforsvar, og lave rekognoscering i Østersøen, og i de østeuropæiske regioner.

Selvom Armée de l’Air deltog i handlingerne over Libyen, var EC 02.005 “Île-de-France” ikke engageret i dette, men varetog QRA for andre franske enheder, som var engageret i Libyen.

Selv om regnen siler ned, så laver ground crewet checks på denne Mirage 2000C,
efter at piloten har endt sin mission, og overdraget flyet til ground crewet.
Ground crew og pilot gennemgår denne Mirage 2000C, før overlevering
fra ground crew til piloten, inden start på mission.

Foruden at være en front-line enhed, er eskadrillen også trænings, samt konverteringsenhed for alle Mirage 2000 piloter i France Air Force, om det er på C, D, N eller -5 modellen. En konvertering til Mirage 2000 pilot, tager omkring 5 til 6 måneder, alt efter hvor erfaren piloten er, og hvilken flytype piloten kommer fra. De fleste konverterings piloter er dog nye piloter, der kommer fra tidligere at have fløjet Alpha jet, som er Armée de l’Air jet trainer.

Enheden flyver til dagligt Mirage 2000B og Mirage 2000C, hvor der flyves mellem 3 til 5 sorties om dagen. Disse sorties kan bestå mellem mange forskellige missionstyper. Der bliver oftes fløjet såkaldte air superiority missioner, som enten kan være af typen “Offensive Counter Air”, eller “Defensive Counter Air”.

Offensive Counter Air (OCA) er en militær betegnelse for undertrykkelse af en fjendes militære flyvevåben, ved at ødelægge, eller uskadeliggøre deres fly, helst allerede på jorden. Dette omfatter også at beskadige infrastrukturer (f.eks start- og landingsbaner), eller logistiske mål, således at det ikke er muligt at starte, eller lande fly, og på den måde uskadeliggøre dem.

Luft-til-luft missioner gennemført af kampfly er også Offensive Counter Air, men de ses som en forholdsvis langsom måde at nå det endelige mål – total luft overlegenhed / air superiority.

Defensive Counter Air (DCA) er ligesom OCA, en militær betegnelse som dækker over alle defensive foranstaltninger til opdage, identificere, opfange og ødelægge eller uskadeliggøre fjendens styrker, der forsøger at angribe, eller trænge ind i venligt luftrum. Dette kan også dække over eskortering af fly, både i fjendtligt, samt venligt luftrum, såsom transport, bombe, eller rekognosceringsfly, som ikke er i stand til at forsvare sig selv.